20. september 2008.

Det er den dato, hvor den kræftramte tv-vært Kamilla Bech Holten tog sit sidste åndedræt. Hun blev blot 36 år gammel.

Bare et år før sin død mødte hun tv-værten Lise Rønne, og de to blev lynhurtigt rigtig gode venner.

Det fortæller Lise Rønne i et stort interview med TV 2, hvor hun sætter ord på venskabet med Kamilla Bech Holten, der for alvor vandt danskernes hjerter, da hun var vært for 'Den Store Klassefest'.

Ifølge Lise Rønne havde Kamilla Bech Holten haft tyktarmskræft i tre år, da de to tv-værter mødte hinanden for første gang en sommeraften i august 2007.

»Det føltes nærmest som en forelskelse,« fortæller den tidligere 'X Factor'-vært om det første møde.

Lise Rønne fortæller, at Kamilla Bech Holten virkede sund og glad, selvom hun havde fået besked fra lægerne om, at hun havde 90 procent risiko for at dø af sin diagnose.

Det skyldtes, at kræften på det tidspunkt havde spredt sig til både leveren og lymfesystemet.

Arkivfoto af Kamilla Bech Holten.
Arkivfoto af Kamilla Bech Holten. Jørgen Jessen

Ifølge Lise Rønne var det »afsindigt livgivende« at opleve på nærmeste hold, hvordan Kamilla Bech Holten formåede at tackle sin kommende død.

Hun var – ifølge Lise Rønne – både 'sjov, boblende, givende', selvom det hele så sort ud set udefra.

Lise Rønne mindes for eksempel en episode, hvor hun selv var blevet syg med feber, og derfor måtte melde afbud til en af deres aftaler.

På trods af at Kamilla Bech Holten var kræftsyg, slæbte hun sig over til Lise Rønnes lejlighed for at stille en omgang suppe på sin venindes dørtrin.

Noget af det, som Lise Rønne mindes mest, er dog nogle af Kamilla Bech Holtens sidste offentlige ord, som udkom i en Politiken-artikel 16. marts 2018 – et halvt år før hendes død.

I interviewet udtalte Kamilla Bech Holten, at hun formåede at forblive glad trods sin diagnose, fordi hun så vidt muligt forsøgte at skifte fokus fra sig selv.

»Jeg tror godt, hun vidste, at det måske blev hendes sidste offentlige ord,« siger Lise Rønne til TV 2 og fortsætter:

»Jeg følte, at det gav hende en ro, at hun havde fået sagt de ting.«

Fredag aften skal Lise Rønne sammen med de resterende 'Vild med dans'-deltagere på scenen i Det Kgl. Teater i den tradtionsrige 'Knæk cancer'-udgave af danseprogrammet. Ingen stemmes ud denne aften, hvor der i stedet er fokus på at få samlet penge ind til Kræftens Bekæmpelse.

Lørdag kulminerer TV 2 'Knæk cancer'-uge så med indsamlingsshowet 'Knæk cancer Live'.