'Real Housewives of Beverly Hills'-stjernen Dorit Kemsley var onsdag aften offer for en yderst skræmmende forbrydelse.
Her blev den 45-årige realitypersonlighed udsat for et brutalt og voldsomt hjemmerøveri, hvor hun og hendes to små børn blev truet på livet.
Det skriver en række amerikanske medier – heriblandt Page Six og People.
Dorit Kemsley befandt sig angiveligt i sit hjem med sine to børn på henholdsvis fem og syv år, da tre maskerede mænd brød ind.
'Real Housewives'-stjernen lå efter sigende og sov, men vågnede da røverne stod for fodenden af hendes seng og truede hende med en pistol.
Ifølge amerikanske medier skal Dorit Kemsley have bønfaldet røverne om at skåne hendes og børnenes liv.
»I må ikke gøre mine børn noget. I må ikke slå mig ihjel. Jeg er mor,« skal hun angiveligt have skreget.
Der var dog ikke meget medfølelse at finde hos røverne – i hvert fald svarede den ene af dem blot: 'Slå hende ihjel'.
Heldigvis slap både Dorit Kemsley og hendes børn med livet i behold og uden skader.
De tre mænd forlod hjemmet efter at have gennemrodet det for værdier i 20 minutter, og de bevægede sig angiveligt aldrig ind på børnenes værelser.
Politiet har bekræftet røveriet over for de amerikanske medier, men har endnu ikke foretaget nogen anholdelser i sagen.
Det er uvist, hvad røverne præcis slap afsted med, men de skal efter sigende have stjålet værdier for mindst 100.000 dollars, hvilket svarer til cirka 641.000 danske kroner.