Lise Nørgaard føler sig som en 'bil, der er klar til at blive hugget op'. Hun mener, hun ofte er til besvær. Og så er hun ked af, at hun ikke kan overvære sin egen begravelse.
For den bliver både morsom og glad, hvis Lise Nørgaard skal få lov at bestemme.
Og det skal den 102-årige forfatter naturligvis.
Lise Nørgaard har altid været en høj og klar stemme i det danske kulturliv. Men i dag er hun en hvisken. Til festpapegøjens egen store fortrydelse. Hun synes selv, hun hvæser, siger hun i et stort interview med Alt for Damerne.
Forfatteren har fået en kronisk lidelse på sine stemmebånd. De kan ikke længere vibrere sammen, og det gør stemmen svag.
I det hele taget føler Lise Nørgaard sig som en bil, der har fået så mange skader, at den er klar til ophug.
»I stedet bliver jeg kørt rundt til alle mulige værksteder, hvor de vil have mig behandlet, så jeg kan køre lidt kilometer endnu. Til ørelæger, halslæger, øjenlæger, hudlæger og alt muligt andet. Og så tænker man, det er dog forfærdeligt, som man er til besvær. Jeg spæner hen ad de lange gange på hospitalerne med min rollator og føler mig fuldstændig idiotisk,« siger Lise Nørgaard, der får hjælp af sine tre døtre.
Dorthe læser hendes breve højt for hende og skriver det svar, som moderen herefter dikterer. Bente styrer finanserne, og de ting som hendes computerfornægtende mor ikke kan klare uden internet. Anne kører hende til lægen.
Lise Nørgaard er træt af at være til besvær. Men den 102-årige kvinde er bestemt ikke træt af livet. Der er stadig ting at glæde sig til, balletter at se, koncerter at opleve og smart tøj at vise frem.
Hun møder fortsat nye mennesker og får nye, yngre venner. Det er man nødt til, når alderdommen stjæler de gamle én ad gangen, siger hun til Alt for Damerne.
Ét dødsfald tog dog ekstra hårdt på hende.
»Min sidste hund døde for 12 år siden, og jeg savner den hver dag. Hvert øjeblik. At der er en, der vil tage imod mig og oven i købet være glad for at se mig, uanset hvor grim og sur jeg er. Det var meget hårdt for mig at miste min mand og senere min søn, men da hunden døde, fik jeg en depression. Jeg kunne hverken spise eller drikke. Jeg ringede til min nevø, som er læge, og han kom med lasagne fra en delikatesse, en flaske rødvin og en recept på lykkepiller,« siger Lise Nørgaard til Alt for Damerne.
Hun tog pillerne, og efter to dage begyndte hun at spise igen.
I dag har hun kun en herreløs kat, som hun fodrer på altanen. Men den kommer ikke ind, for så skal hun være vaks og lukke den ud igen, når den vil videre. Og den slags ansvar gider Lise Nørgaard ikke lige for tiden.
Mænd orker hun heller ikke.
»Nej, for ved du hvad, jeg har ikke noget behov for at have en mand for enhver pris. Jeg havde en masse mænd omkring mig, da jeg blev ledig på markedet, men de var enten gift med dejlige damer, eller også var de ikke helt acceptable. Og der er også noget andet, man skal tænke på. De mænd, der opsøger en i den alder, de har også selv en familie. Og så må man spørge sig selv, om det er den, man vil have med rundt om juletræet?« påpeger Lise Nørgaard, der mistede sit livs kærlighed, sin anden ægtemand, Jens Nørgaard, i 1984.
»Men man kan jo sagtens være gode venner, uden at mændene skal flytte ind og have vasket deres underbukser i min vaskemaskine, ikke?«
Lise Nørgaard har altid været bestemt i sine holdninger. Det vil hun også være, når hun ikke længere er her til at ytre dem. Derfor har hun allerede talt med præsten Kathrine Lilleør om, hvordan hun skal herfra.
Det skal ikke være kedeligt, slår hun fast. Og der skal være glade salmer, siger hun til Alt for Damerne og griner højt.
»Jeg er da ked af, at jeg ikke kan overvære min egen begravelse. Jeg er faktisk et troende menneske, men min tro hviler på naturen. På hele skaberværket. Så jeg er ikke langt fra klimadebatten. Respekt for dyrene og for alt, hvad der er skabt. Ikke alt det med synd og skam.«
