Lise Nørgaard har mange hemmeligheder. Men med sine 102 år på bagen har hun også haft mange lejligheder til at fortælle dem.
Én har hun dog aldrig fortalt til nogen, afslører hun over for Alt for Damerne, som i en ny artikelserie beder danske kvinder om netop sådan en.
»Den er, at jeg er overtroisk,« siger forfatteren og griner.
Men der er ikke meget at le ad, da Lise Nørgaard først går i gang med at fortælle, hvordan hendes overtro kommer til udtryk.
»Nej, men det har heller ikke noget at gøre med sorte katte, for dem elsker jeg. Og det har heller ikke noget at gøre med 13-tallet, for jeg har børn og børnebørn, der er født den 13., og de er meget vellykkede. Overtroen manifesterer sig ved, at jeg tager varsler. Hvis telefonen ringer, før jeg er kommet ud af sengen, så skal det nok blive en dårlig dag. Jeg hader telefoner,« siger Lise Nørgaard til Alt for Damerne.
For selv om hun skylder sin overtro æren for sit had til telefoner – så er det måske i virkeligheden bare, fordi hun hader telefoner.
»Det er jo ikke en måde at komme ud af sengen på, vel? Og den skal heller ikke ringe, mens jeg er i bad. Og når jeg begynder at lave min morgenmad, skal det helst være uforstyrret, for ellers kan det også godt gå galt. Og med uforstyrret mener jeg, at jeg ikke skal forstyrres, når jeg koger mit æg,« siger Lise Nørgaard og fortsætter:
»Det gør jeg efter min moster Thyras metode. Jeg putter ægget i koldt vand, og når vandet begynder at koge, synger jeg første vers af 'Vor Gud han er så fast en borg'. Ægget skal helst op ved første sætning af andet vers,« siger Lise Nørgaard.
»Du har aldrig fået så perfekt et æg! Men kan du forestille dig, hvad der sker, når den satans telefon kimer midt i det hele? Så bliver det en virkelig dårlig dag.«
Lise Nørgaard er blevet et dansk ikon, efter hun skrev manuskriptet til tv-serien 'Matador', som udkom i 1978.
Men hun kunne have skrevet noget, der var meget bedre, hvis ikke det havde været for 'den satans telefon', siger hun.
»Når jeg hader telefoner og kan tage varsler af dem, så er det, fordi jeg har en fast tro på, at jeg var blevet en meget bedre forfatter, hvis ikke Sir Graham Bell havde gjort sin opfindelse. Nu skriver jeg jo ikke længere, men da jeg stadig gjorde, var jeg nødt til at krølle papiret sammen og begynde helt forfra, hvis telefonen ringede. Og på den måde kan man jo ikke være en ordentlig forfatter, vel?«
