»Det er en ret fin samtale, som jeg aldrig glemmer,« fortæller Lina Rafn om dengang, hun gjorde op med sin egen usikkerhed og ringede til sin far.
I den seneste udgave af TV 2-programmet 'Deja-vu med Frøkjær' har vært Cecilie Frøkjær Infernal-stjernen i studiet, hvor de taler om forskellige nedslag i livet ud fra en række gamle interviews.
Her kommer de ind på et 'Go' aften Danmark'-interview fra 2011, hvor Lina Rafn blandt andet fortalte, at hun i en årrække var usikker på, om hendes far syntes, at det var 'godt nok', at hun levede som musiker.
I klippet fortæller Lina Rafn, at det i bund og grund handlede om, at hun skulle lære at stå ved, hvem hun var, og til sidst fik hun da også langt om længe talt ud om det med sin far.

I 'Deja-vu med Frøkjær' følger Cecilie Frøkjær op på det gamle klip ved at spørge ind til, hvordan faderen dengang reagerede, og hvad telefonsamtalen har fået af betydning for deres forhold i dag.
»Jeg sagde til ham, 'jeg har jo løjet for dig, så kan godt forstå, at du har været bekymret'. Jeg var ikke ærlig omkring, hvem jeg var,« fortæller Lina Rafn.
Hun fortæller videre, at hun for eksempel tidligere havde svært ved at forklare sig, hvis hun blev vækket af sin far, der ringede om formiddagen, efter at hun havde været ude og spille hele natten.
»I stedet for at sige, at jeg sov, fordi jeg havde knoklet, prøvede jeg at sige, 'jeg er forkølet'.«

Bortforklaringerne bevirkede, at faderen stillede spørgsmål ved, hvad hun lavede – og om det nu var det rigtige – og den knude fik de først løst op, da Lina Rafn endelig ringede og stod ved, at hun var en hårdarbejdende, succesfuld musiker.
Og det ændrede alt, fortæller Lina Rafn. Hendes far var jo kun interesseret i, at hun var lykkelig, og det var en stor lettelse.
»Der var jeg virkelig lamslået. Så græder man, og så bliver det hele nemmere,« fortæller Lina Rafn.
I dag er hun selv mor til en pige på 11 år, og hun har lært, at kærlighed udkommer i forskellige udgaver, og nogle gange skal man også bare huske at sige »jeg elsker dig«.
»Det gjorde folk ikke bare lige i 80erne,« fortæller hun med et smil.

