Rapperen Lil Wayne taler ud om sit mentale helbred.
Det gør han i en ny video på den tidligere amerikanske fodboldspiller Emmanuel Achos YouTube-kanal.
Han fortæller om en svær periode, han gik igennem. Blot ti år gammel gik han alene med sine mørke tanker.
»Du kan ikke fortælle dine venner i skolen om det, for du vil gerne virke cool. Du vil ikke have, de ved, at man går og kæmper med nogle ting,« forklarer han.

Ved at åbne op om sin historie håber han, at han kan hjælpe andre.
Lil Wayne har tidligere fortalt om, hvordan han som kun 12-årig forsøgte at tage sit eget liv ved at skyde sig selv i brystet, fordi han frygtede, at hans mor ville forbyde ham at rappe, efter hun fandt ud af, at han ofte pjækkede fra skole.
»Jeg indså, at jeg var villig til at dø for musikken,« fortæller han.
En hændelse, han ellers i mange år beskrev som en ulykke. Men i 2018 var han, efter mere end 20 år, klar til at fortælle offentligt, at det var et selvmordsforsøg.
Heldigvis lykkedes det ham ikke.
Det kan han takke politibetjenten Robert Hoobler for. Det var nemlig ham, der reddede den purunge Lil Wayne.
Som tak har Lil Wayne lovet Robert Hoobler, der også går under navnet 'onkel Bob', at han altid står klar til at hjælpe ham økonomisk, hvis han får brug for noget – han skal blot sige til.
Indtil videre er Lil Wayne dog sluppet billigt, for Robert Hoobler har endnu ikke taget ham på ordet.