Efter to hårde måneder med alvorlig sygdom er der nu lidt godt nyt fra Sussi og Leo.

Leo Nielsen blev udskrevet for 12 dage siden, og han er i en langsom bedring.

Det fortæller Sussi Nielsen til B.T.

»Det går stille og roligt den rigtige vej. Det går ikke stærkt, men hver dag er der nogle små ting, hvor vi kan sige: ‘det er blevet bedre end det plejer at være’,« siger hun og uddyber:

»Han har gået med den rollator, han har fået, inde fra tv-stuen helt ud til sengen.«

Leo Nielsens sygdomsforløb startede tilbage i efteråret, hvor han kastede op og blev dårlig.

I december tog forløbet dog en så voldsom drejning, at Leo måtte indlægges og blev akut opereret for tarmslyng – hvilket satte en stopper for karrieren.

Selvom det voldsomme sygdomsforløb har sat sine spor i den garvede musiker, har parret efter udskrivelsen dog fundet en rytme.

Leo Nielsen får i dag både hjælp af hustru Sussi men også af hjemmehjælpen. Der er dog et sted han helst kun vil hjælpes af sin bedre halvdel. Når han skal i bad, er Leo mest tryg ved Sussi.
Leo Nielsen får i dag både hjælp af hustru Sussi men også af hjemmehjælpen. Der er dog et sted han helst kun vil hjælpes af sin bedre halvdel. Når han skal i bad, er Leo mest tryg ved Sussi. Foto: Rune Øe
Vis mere

Nu er han nemlig så frisk, at der er genoptaget noget af alt det praktiske arbejde.

»Han er med på kontoret og hjælper til med at svare på mails. Det er dejligt. Selvom det går lidt langsomt en gang imellem,« siger Sussi og forklarer, at Leo stadig er meget træt i formiddagstimerne.

Sussi og Leo mødte hinanden, da de begge var blot 14 år, og parret har været sammen siden. Både privat og professionelt.

Derfor har der været stor bevågenhed fra medierne, da Leo blev alvorligt syg.

»Det er et lidt overvældende, fordi der er så mange på én gang. Man tænker 'hold da op',« siger Sussi med et smil.

Hun fortsætter selv med musikken, selvom Leo nu er tvunget til at stoppe.

Sussi øver og optræder med bandet 'Sussi og Drengene', og det betyder også, at mange af duoens sange skal laves om. Men her er Leo en hjælpende hånd, forklarer Sussi.

»Han kommer med nogle inputs, og det kan jeg mærke på drengene, at de synes er rart.«