Klokken et om natten vækkede Le Gammeltoft sin kæreste:
»Jeg er ikke gravid mere,« sagde hun.
Der var hverken blod eller gråd, men hun vidste, det var sandt.
»Det var som en lille ballon, der sprang i maven på mig.«
Det var tredje gang, et barn slap taget i hendes indre. Tredje gang, skuffelsen invaderede deres familie.
Fem gange har Le Gammeltoft været gravid, men hun har kun to børn. Tre gange har hun aborteret spontant. Nu har hun skrevet en bog om aborter – både sine egne og andres.
Næsten hver fjerde graviditet ender ufrivilligt. Le Gammeltoft synes, vi taler for lidt om de børn, der ikke bliver til – og især om det hul, de efterlader i en familie.
I hendes tilfælde var hullet så stort, at det har taget mange timers terapi at lappe. Alligevel endte eftervirkningerne af aborterne med at koste hende og hendes kæreste deres forhold.
For iværksætteren Le Gammeltoft var det et kontroltab af dimensioner, at børneprojektet ikke lykkedes lige så nemt som hendes andre projekter.
Hun blev rasende vred over det – eller:
»Faktisk var jeg bange.«
Men det vidste hun ikke dengang. På vej hjem fra den scanning, der fastslog, at hun for tredje gang havde tabt et barn, ringede hun til sin mor og skældte ud:
»På cykel over Langebro brølede jeg min afmagt ud i hovedet på hende. For hvad skulle jeg ellers gøre? Græde?« spørger hun.
Også læger og veninder mødte vreden, når de forsøgte at opmuntre hende og sagde:
- »Næste gang lykkes det.«
- »Det sker for næsten hver fjerde.«
- »Op på hesten igen.«
Mest af alt skældte hun ud på sig selv, for hun var sikker på, at det var hendes skyld, at hun aborterede – igen og igen.
»Jeg er lægebarn og ved, hvor begavet vores kroppe er. Jeg vidste også, hvor ubegavet jeg behandlede min,« siger hun med henvisning til det liv, hun levede dengang for syv år siden.
Mens hun forsøgte at blive gravid, bragede hun ned med stress og konkluderede, at det var derfor, hun ikke kunne holde på et barn.
Både hun og hendes kæreste var skuffede, men de kunne ikke dele sorgen.
»Hver gang jeg tabte, havde jeg det sådan: 'Nu snakker vi ikke mere om det. Der var ingen ord'.«
Første gang Le Gammeltoft aborterede, var hun 32 år. Hun dvælede ikke ved tabet, men fortalte sig selv og alle andre, at hendes krop ikke var klar.
»Jeg havde taget p-piller i 15-20 år. Jeg troede, det var en udrenselsesproces og typisk for førstegangsgravide.«
Kort efter blev hun gravid igen og fødte datteren Filippa i 2012. Men da barn nummer to halvandet år senere kom på tale, gentog problemet sig.
Hun blev hurtigt gravid, første gang med tvillinger, men tabte først det ene, så det andet foster, som hun fortæller i videoen ovenfor. Da hun blev gravid igen, måtte hun vække sin kæreste om natten – for heller ikke det barn ville de komme til at møde.
Skyldfølelsen gnavede i hende. For hun havde alt for travlt.
Le Gammeltoft havde stiftet kulturmediet Heartbeats.dk, hun arbejdede som dj minimum tre aftener om ugen, drev et pladeselskab ved siden af og var medejer af en bar. Og så var hun mor til Filippa – og drømte om endnu et barn.
En typisk weekend spillede hun både på sin egen bar og som dj på klubber:
»Jeg kom hjem klokken fem pissestiv og sov, indtil jeg skulle op klokken 10 og være mor.«
Det var for hårdt, men hun opdagede det ikke. Ikke før hun lå ned.
»Jeg var svimmel 24 timer i døgnet, var introvert, havde ondt i maven og kunne ikke huske. Jeg kunne hverken spille eller være sammen med mennesker. Men jeg har altid tænkt, at stress var tegn på svaghed, klynk og pjat. Dårlige undskyldninger og dovenskab.«
Hun mente, at det måtte være en virus på balancenerven – eller madforgiftning. Men pludselig blev aborterne meget hendes skyld.
»Var det, fordi jeg var gået ned med stress, at jeg ikke kunne holde på et barn?«
Først da hun på en privatklinik mødte en læge, der havde en anden forklaring, begyndte hun at tale mildere til sig selv.
»Det viste sig, at jeg ikke kan få drenge.«
Har man været gravid med en dreng og aborteret, vil kroppen fremover afstøde drengefostre, forklarede lægen og tilføjede:
»Statistisk set bliver du gravid med en pige – igen.«
Ganske rigtigt. For fire år siden fødte Le Gammeltoft Lilja Lykke. Men sorgen over de mislykkede graviditeter og det manglende sprog havde kilet sig ind mellem hende og hendes kæreste.
»Hver gang vi havde en konflikt, blev det tydeligere for os, at vi ikke havde et fælles sprog, at vi ikke brugte hinanden. Afstanden mellem os voksede. Jeg havde aldrig turdet vise mig sårbar over for ham, og nu var der ingen grund til at begynde på det. Så jeg forsvandt fra vores samliv – og jeg forsvandt fra ham.«
Hun trækker en tur i Rundetårn frem som eksempel. Hele familien var afsted. Hendes kæreste med den ældste datter i hånden, hun selv med den yngste i klapvogn. På vejen skulle hun igennem en dør og viser med arme og ben, hvordan hun kæmpede med vogn og dør – og vreden …
»Du kunne også bare bede om hjælp,« sagde han.
Men det kunne hun ikke.
»Jeg ville ikke have hjælp – og jeg gad kraftedeme ikke bede om den.«
Det handlede om aborterne, tror hun.
»Om sorgen over dem, som jeg følte mig meget alene med. Fordi jeg ikke turde vise min sårbarhed.«
»Men jeg var bange for, at jeg ikke ville blive grebet. Og jeg tror heller ikke, jeg kunne have grebet ham – på det tidspunkt.«
Forrige år måtte de sande, at forholdet var slut.
»Vi var et dårligt kærestematch. Til gengæld er vi vanvittigt gode venner. Da vi fandt ud af, at vi skulle skilles, kørte vi ned til vandet med en øl og en cigaret, snakkede og grinede og sagde: 'Det var dét. Nu har vi chancen for at starte forfra'.«
I dag deler de døtrenes liv mellem sig. Og bogen, som de begge har skrevet et kapitel i, har – syv år efter den sidste abort – bragt dem tættere på hinanden. Som Le Gammeltoft siger:
»Da jeg læste bogen, var det første gang, jeg forstod hans følelser. Og han forstod mine.«
