I september 2020 mistede supermodellen Chrissy Teigen og musikeren John Legend deres ufødte søn Jack.

Tiden efter den ufrivillige abort var umådelig hård for parret. Alligevel talte de fra første sekund højt om deres ulykke.

Nu sætter John Legend ord på, hvorfor de valgte at dele sorgen og skuffelsen over, at det barn, som de havde glædet sig til at møde, døde halvvejs gennem graviditeten. Det skriver etonline.com.

»Folk føler sådan en skam, og de føler sig alene. Jeg tror, vi har hjulpet andre til at føle sig mindre alene,« siger han ifølge mediet.

Chrissy Teigen lagde dette billede på Instagram kort efter, at hun og ægtemanden John Legend mistede deres ufødte søn halvvejs i graviditeten. Hun har delt parrets ulykke med omverden. Foto CHRISSY TEIGEN/Social Media via REUTERS.
Chrissy Teigen lagde dette billede på Instagram kort efter, at hun og ægtemanden John Legend mistede deres ufødte søn halvvejs i graviditeten. Hun har delt parrets ulykke med omverden. Foto CHRISSY TEIGEN/Social Media via REUTERS. Foto: CHRISSY TEIGEN
Vis mere

At tale om sorgen og de drømme, der brister, når man aborterer sent i graviditeten, har givet parret følelsen af at høre til i et fællesskab med andre i samme båd.

»De følte sig set af os, vi følte os set af dem. Jeg tror, det hjælper alle i sorg at vide, at andre mennesker oplever det samme,« siger han ifølge mediet, men indrømmer, at det har været lettere for hustruen end for ham at være åben om de svære følelser.

»Du ved, Chrissy er altid bedre til at dele ting, end jeg er. Jeg er lidt mere privat. Men jeg har lært meget af processen. Først og fremmest, hvor ofte det samme sker for så mange andre familier verden over.«

Herhjemme oplever omkring 20.000 kvinder hvert år en spontan abort. Det svarer til, at cirka 25 procent af alle konstaterede graviditeter ender i en ufrivillig abort.

Ægteparret John Legend og Chrissy Teigen på den røde løber før den sidste graviditet og aborten. Foto REUTERS/Danny Moloshok
Ægteparret John Legend og Chrissy Teigen på den røde løber før den sidste graviditet og aborten. Foto REUTERS/Danny Moloshok Foto: DANNY MOLOSHOK
Vis mere

Chrissy Teigen og John Legend er i forvejen forældre til den femårige datter Luna og den to år gamle søn Miles, som begge blev undfanget ved hjælp af fertilitetsbehandling.

Efter den ufrivillige abort sidste år er Chrissy Teigen ikke længere i stand til at blive gravid, har hun tidligere fortalt til magasinet People:

»At affinde sig med det faktum, at jeg ikke kan blive gravid igen, er meget svært for mig, fordi jeg føler mig sund. Så hvorfor mig?«

»Men så tænker jeg, at min livmoder ikke samarbejder med mig, og at det ikke er min skyld.«