Som 19-årig novice i musikbranchen blev Lady Gaga gravid, efter hun var blevet voldtaget af en musikproducer.

Det fortæller hun i prins Harry og Oprah Winfreys nye dokumentarserie, 'The Me You Can't See', der sætter fokus på mentalt helbred.

»En producer sagde til mig: 'Tag dit tøj af!', og jeg sagde nej, og jeg smuttede, og de fortalte mig, at de ville brænde al min musik. Og de stoppede ikke. De stoppede ikke med at spørge mig, og jeg frøs bare, og jeg husker det ikke engang,« fortæller den 35-årige sangerinde med det borgerlige navn Stefani Germanotta.

Først flere år efter overgrebet havde hun »en total psykotisk nedsmeltning«, forklarer hun i dokumentaren.

'The Me You Can't See' er en dokumentarserie i fem afsnit af prins Harry og Oprah Winfrey på Apple TV+, hvor hvert afsnit har en hovedperson, der fortæller om sine egne udfordringer med psykisk sygdom. I første afsnit er det Lady Gaga, i sidste afsnit er det prins Harry selv, der er i fokus.
'The Me You Can't See' er en dokumentarserie i fem afsnit af prins Harry og Oprah Winfrey på Apple TV+, hvor hvert afsnit har en hovedperson, der fortæller om sine egne udfordringer med psykisk sygdom. I første afsnit er det Lady Gaga, i sidste afsnit er det prins Harry selv, der er i fokus. PR

Det skete, da hun efter flere besøg på hospitalet grundet smerter, til sidst blev sendt til en psykiater.

Her fandt hun ud af, at traumet efter overgrebet havde manifesteret sig voldsomt og fysisk i hende, fordi hun havde skubbet det fra sig.

»Jeg kunne ikke mærke min egen krop. Først mærkede jeg en gennemgribende smerte, så følte jeg mig følelsesløs, og så var jeg syg i uger og uger og uger efter,« forklarer Lady Gaga.

»Det gik op for mig, at det var den samme smerte, som jeg følte, da personen, der voldtog mig, smed mig af, gravid på et gadehjørne ved mine forældres hus, fordi jeg kastede op og var syg. Fordi jeg var blevet misbrugt, og jeg var blevet låst væk i et studie i måneder,« forklarer sangerinden med tårer i øjnene.

Lady Gaga kæmper med tårerne i prins Harry og Oprah Winfreys dokumentarserie, 'The Me You Can't See', der har fået premiere i dag fredag på Apple TV+.
Lady Gaga kæmper med tårerne i prins Harry og Oprah Winfreys dokumentarserie, 'The Me You Can't See', der har fået premiere i dag fredag på Apple TV+. Apple TV+

Hun understreger, at hun ikke ønsker at sætte navn på den musikproducer, der begik overgrebet imod hende.

»Jeg vil aldrig nogensinde skulle se den person igen,« begrunder hun.

Lady Gaga slutter interviewet med at understrege, at hun er et bedre sted i dag, hvor hun kan overkomme symptomerne.

Hun forklarer dog ærligt, at der ikke skal meget til, før hun igen får det dårligt.

»Og når jeg siger 'får det dårligt', så mener jeg lyst til at skære, tanker om at dø, overvejelser om, om jeg nogensinde kommer til at gøre det,« lyder det brutalt ærligt.

Lady Gaga har tidligere åbnet op omkring det seksuelle overgreb for nu 16 år siden.

Hun har fortalt, at det resulterede i, at hun udviklede ptsd, begyndte at selvskade og havde behov for antipsykotisk medicin.

Hun har ligeledes fortalt, at hun i lang tid hemmeligholdte overgrebet, fordi hun bebrejdede sig selv.

»Jeg sagde det ikke til nogen i omkring syv år, tror jeg. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle kunne acceptere det. Jeg vidste ikke, hvordan jeg ikke skød skylden på mig selv,« har hun forklaret.

I femte afsnit af den nye dokumentarserie er det prins Harry selv, der er i fokus, og hans udtalelser heri har også allerede kastet en del reaktioner af sig.

I afsnittet afslører prins Harry, at han er dybt traumatiseret efter sin mor, prinsesse Dianas død, og at han forgæves har rakt ud efter hjælp hos sin royale familie. Ikke mindst afslører hertugen af Sussex, at han begyndte at tage stoffer i sine 20'ere.

Udtalelser, der blandt andet er blevet kaldt »kontroversielle« og et direkte »angreb på kongefamilien« af kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen.