Selvom de danske grandprixfans med tunge sind måtte sige farvel til Fyr & Flamme ved den anden semifinale i Eurovision, så får vi alligevel 'dansk' deltagelse i lørdagens store finale.
Forsangeren og komponisten for den islandske gruppe 'Dadi Freyr og Gagnamagnid' – der spås en topplacering – taler nemlig dansk og har boet en stor del af sit liv i Danmark.
»Jeg er vokset op i Herlev og har gået på Gladsaxe Skole. Det var den bedste skole! Min far skulle lave film, så det var derfor, vi var i Danmark,« siger Dadi Freyr, der boede her, indtil han var ni år, til B.T.
Han er endnu ofte i Danmark.
»Min ene søster bor i København, så jeg er der cirka hvert andet år, og jeg har også været på Roskilde Festival fire gange,« siger han.
Netop Roskilde Festival har en særlig plads hos den islandske sangskriver:
»Jeg vil gerne spille på Roskilde Festival så snart som muligt. Det er først, når jeg har gjort det, at jeg har 'made it',« lyder det fra 28-årige Freyr.
Dadi Freyr og Gagnamagnid skulle have deltaget ved Eurovision Song Contest i 2020, men fik med konkurrencens corona-aflysning ikke mulighed for at optræde med deres sang 'Think About Things', der var spået store vinderchancer hos bookmakerne.

Igen i år er de spået til at være en topkandidat med sangen '10 Years', men efter, at bandmedlemmet Jóhann Sigurður Jóhannsson blev testet positiv for coronavirus, får de heller ikke i år mulighed for at gå på scenen ved årets Eurovision-show.
I stedet deltager gruppen med en forhåndsoptaget optræden ved lørdagens finale, og det er et hårdt slag for den islandske gruppe.
»Vi ved, at vi skal gøre alt for at holde humøret oppe, for at det ikke skal gå helt ned. Vi vil selvfølgelig allerhelst have været der, det er derfor, vi er kommet. Men jeg er tilfreds med den optagelse, der skal spilles til finaleshowet,« siger Dadi Freyr.
Den coronasmittede Jóhann Sigurður Jóhannsson har ikke fået coronasymptomer og har det godt.
Den islandske gruppe er det seneste år blevet enormt populære blandt de danske grandprixfans, og 'Think About Things' blev sidste år kåret til den bedste Eurovision-sang i Danmarks Radios vinderafstemning.
Dadi håber, at de danske fans vil 'adoptere' hans sang, nu hvor Fyr & Flamme ikke er med i finalen.
»Det ville være rigtig godt! Det vil være som at stemme på jer selv,« griner Dadi Freyr.
Dadi Freyr og Gagnamagnid kommer altså ikke på livescenen ved dette års Eurovision, men hvis corona ikke endnu en gang sætter en stopper for den islandske popstjerne, skal han efter planen til næste år turnere i hele Europa og blandt andet give koncert i København 19. april.