Kylie Jenner har længe givet Kim Kardashian baghjul, når det kommer til økonomi og indtjening.

Men den 22-årige amerikaner har nu også overhalet sin storesøster på en anden front.

Det er på den front, der hedder 'følgere' på Instagram, hvor 39-årige Kardashian ellers altid har haft flest. Det skriver Se og Hør.

Kim Kardashian har 156,1 million følgere, men Kylie Jenner har 156,5 millioner følgere – og hun kan derfor kalde sig nummer et i familien.

Og det er ikke kun på følgerfronten, at Jenner slår 39-årige Kardashian – det gør hun ligeledes andre steder på det sociale medie.

Således skriver Se og Hør, at Kylie Jenner har syv billeder i top-20, når det kommer til de mest 'likede' billeder nogensinde på Instagram.

Modsat har Kim Kardashian ikke et eneste billede i top-20.

Men selvom Kylie Jenner har rigtig mange følgere, så mangler hun nogle millioner for at nå den absolutte top.

Den 22-årige tv-personlighed er nemlig ikke i top-5 over mest fulgte profiler, hvor du skal have 165 millioner følgere for at være med.

De fem mest fulgte profiler på Instagram er: Instagrams egen konto, Cristiano Ronaldo, Ariana Grande, Dwayne Johnson og Selena Gomez i nævnte rækkefølge.

22-årige Kylie Jenner og 39-årige Kim Kardashian er begge blandt andet kendt for tv-serien 'Keeping Up with the Kardashian'.

Serien havde premiere i 2007.