Det lignede mest af alt noget fra en gyserfilm, da Kim Kardashian for nogle år siden delte en blodig selfie fra hospitalssengen.

Hele realitystjernens ansigt var smurt ind i blod.

Heldigvis var det mindre drabeligt, end det så ud, da Kim Kardashian samtidig kunne fortælle, hvordan hun blot havde været i gennem en omgang 'vampyrbehandling'.

En behandling, som indebærer, at en læge tager blod fra patienten og smører det ud i deres ansigt med en nål.

Behandlingen skal angiveligt stimulere produktionen af proteinerne kollagen og elastin og dermed forsinke aldringprocessen.

Kim Kardashian gennemgik behandlingen i forbindelse med tv-programmet 'Kourtney & Kim Take Miami' tilbage i 2013, men var sidste år ude og sige, at hun havde fortrudt behandlingen, fordi den var 'for smertefuld'.

Nu har behandlingen så udviklet sig til at gøre endnu mere ondt på 'Keeping Up with the Kardashians'-stjernen.

Ifølge E! News har en amerikansk læge nemlig valgt at bruge 39-årige Kim Kardashians ansigt til at reklamere for sine tilsvarende behandlinger - uden at have fået Kardashians tilladelse. Og det har fået Kardashian til at sagsøge lægen.

Ifølge retsdokumenter, som mediet har fået indsigt i, har Kim Kardashian kontaktet lægen ved navn Charles Runes samt lægens advokat og krævet, at de fjernede billedet af hende.

Det skal lægen angiveligt have nægtet, medmindre Kim Kardashian betalte ham for at gøre det.

'Den sagsøgtes brug af Kardashians navn og varemærke er aldrig blevet godkendt. Den sagsøgte har aldrig bedt om Kardashians tilladelse til at bruge hendes ansigt til at promovere sine produkter og tjenester, og Kardashian har aldrig selv givet ham tilladelse til at gøre det,' står der i dokumenterne ifølge E! News.

Kim Kardashian har ikke selv udtalt sig offentligt om søgsmålet, men lægen Charles Runes har skrevet om det på sin hjemmeside.

Lægen skriver blandt andet, at Kim Kardashian benyttede sig af varemærket 'Vampire Facial' og 'Vampire Facelift' for at promovere sin egen realityserie uden hans samtykke

»Navnet 'Vampire Facial' er min intellektuelle ejendom,« uddyber han til E! News og fortsætter:

»Jeg føler, at der er tale om, at en person bruger skræmmeteknikker for at knække en lille læge over noget, som allerede er offentligt kendt.«

E! News har forsøgt at få en kommentar fra Kim Kardashian-lejren, men det har ikke været muligt.