65-årige Niels 'Noller' Olsen har fået konstateret kræft i hjernen.
Det bekræfter hans manager, Steen Wittrock, overfor B.T.:
»Jeg kan bekræfte, at Noller har kræft i hjernen. Mere kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt.«
Manageren tilføjer, at han selv er berørt af situationen:
»Det er klart, at man bliver trist og ked af det, når en man har arbejdet med i omkring 50 år bliver alvorligt syg. Men livet må gå videre, og nu forsætter Jørgen solo og bærer på den måde faklen videre,« slutter han overfor B.T.
Som den ene del af Brødrene Olsen har han leveret musik til danskerne i fem årtier, og vundet Eurovision i 2000 med sangen 'Fly On the Wings Of Love'. Men det er slut nu. Han er for syg til at fortsætte med musikken, og må indstille sig på at dø inden for kort tid.
»Ja, det er ikke så godt. Lægerne har sagt, at jeg har mellem to og fire år igen,« siger han til Ekstra Bladet.
For tre år siden gennemgik Niels Olsen en stor hjerteoperation, hvor han fik en mekanisk hjerteklap.
Siden har han fået en pacemaker.
Igennem det efterfølgende sygdomsforløb optrådte hans storebror, Jørgen Olsen, alene.
I maj måned var den så gal igen, da 'Noller' blev ramt af en hjerneblødning. Tre måneder senere viste det sig desværre, at han havde udviklet kræft i hjernen.
Artiklen opdateres...