Lyt til artiklen

Han står bag adskillige hits og et af de mest mindeværdige øjeblikke i det danske melodi grand prix og Eurovisions historie set med danske øjne.

Men tirsdag satte Niels 'Noller' Olsen en chokerende milepæl, da han offentliggjorde, at han trækker stikket som professionel musiker. Han er ramt af kræft i hjernen. Det er terminalt.

Det var i første omgang Billed-Bladet, der bragte historien om, at den ikoniske danske musiker havde valgt at stoppe karrieren på grund af 'alvorlig sygdom'.

På daværende tidspunkt fremgik det ikke, hvilken lidelse der tvang ham til at stoppe sin mangeårige karriere.

Noller har dog tidligere haft alvorlige problemer med helbredet, og han har tidligere kæmpet med alkoholisme i mange år. For tre år siden gennemgik Niels Olsen en større hjerteoperation, og han har sidenhen fået en pacemaker.

I maj var den gal igen, da han blev ramt af en hjerneblødning.

Men hvis nogen var i tvivl om alvoren af den seneste udmelding, så blev det slået helt fast, da Noller kom med den nedslående nyhed til Ekstra Bladet.

»Ja, det er ikke så godt. Lægerne har sagt, at jeg har mellem to og fire år igen,« sagde han til avisen.

Brødrene Olsens manager Steen Wittrock er også dybt påvirket af situationen.

»Det er klart, at man bliver trist og ked af det, når en man har arbejdet med i omkring 50 år bliver alvorligt syg. Men livet må gå videre, og nu fortsætter Jørgen solo og bærer på den måde faklen videre,« siger Brødrene Olsens manager Steen Wittrock til B.T.

B.T. har talt med nogle af Nollers venner og bekendte, der giver deres syn på den rystende nyhed. Eksempelvis fortæller Johnny Reimar, som først er blevet gjort opmærksom på det tirsdag, at Niels Olsen og familien har frabedt sig besøg den seneste tid.

»Han har simpelthen ikke haft det godt nok til at tage imod mennesker,« siger Johnny Reimar, der er påvirket af situationen.

»Det har gjort mig frygtelig ondt at være vidne til, for han er et utrolig godt og givende menneske.«

Det danske musik-koryfæ Keld Heick mener, at livet har spillet Niels Olsen en voldsomt dårlig hånd.

»Jeg synes virkelig, det er unfair. Men sådan er livet uretfærdigt en gang imellem,« siger Heick og uddyber:

»​Han har gjort så fantastisk en indsats for at slippe alkohol og gøre sig selv fri af det alkoholslaveri, han har været en del af. Og alligevel bliver han syg på et alt for tidligt tidspunkt. Han har haft et hårdt liv, men formået at lægge det bag sig, og det er så fantastisk flot.«

Noller vil bruge sine sidste år og sidste energi med sine nærmeste, som han blandt andet skal ud at rejse med. Men han løfter ikke sløret for, hvor destinationen går til.

Da Jørgen og Niels Olsen var børn, dannede de gruppen The Kids. Det var først i 1972, at de debuterede som 'Brødrene Olsen' med albummet 'Olsen'.

Længe inden de hittede med 'Smuk som et stjerneskud', havde de hits som 'Marie, Marie' og 'San Francisco. Og det er ikke kun i Danmark, at Jørgen og Noller er populære.

Derfor udgav de deres største hits gennem tiderne på tysk i 2002. Albummet hed 'Weil Nur Die Liebe Zählt', der er den tyske version af 'Smuk som et stjerneskud'.