»Jeg synes virkelig, det er unfair. Men sådan er livet uretfærdigt en gang imellem.«.

Sådan siger grandprix-legenden Keld Heick, efter det tirsdag kom frem, at en anden grandprix-legende - Brødrene Olsen-sangeren Niels 'Noller' Olsen - er så syg af kræft, at han selv regner med kun at leve to til fire år endnu.

Når Keld Heick kalder det unfair og ekstra meningsløst, at netop 'Noller' har fået en dødsdom, skyldes det, at den 65-årige Eurovision-vinder har haft et ualmindeligt hårdt liv, som han har kæmpet med at få styr på.

»​Han har gjort så fantastisk en indsats for at slippe alkohol og gøre sig selv fri af det alkoholslaveri, han har været en del af. Og alligevel bliver han syg på et alt for tidligt tidspunkt. Han har haft et hårdt liv, men formået at lægge det bag sig, og det er så fantastisk flot.«

Brødrene Olsen med Keld og Hilda Heick ved Melodi Grand Prix 2000 i Stockholm.
Brødrene Olsen med Keld og Hilda Heick ved Melodi Grand Prix 2000 i Stockholm. Foto: BENT MIDSTRUP
Vis mere

Niels 'Noller' Olsen har tidligere fortalt, bl.a. til Fyens.dk, hvordan han husker, han blev alkoholiker fra det sekund, han som 14-årig drak sig fuld for første gang og opdagede, hvor fri han pludselig følte sig.

Tre år senere slog han igennem som 17-årig musiker sammen med broderen Jørgen Olsen, og herefter fulgte årevis med alkohol og misbrug af hash og stesolid, indtil han i 1997 gik i misbrugsbehandling.

Endnu tre år gik, og så vandt han først det danske Melodi Grand Prix med sangen 'Smuk som et stjerneskud' og siden det europæiske med oversættelsen 'Fly on the wings of love'.

Og det var her, Keld Heick som kommentator kom tæt på Brødrene Olsen.

Brødrene Olsen, alias Jørgen Olsen (th) og Niels Olsen, modtager bl.a. blomster for deres overbevisende sejr med sangen'Smuk som et stjerneskud' ved det danske Melodi Grand Prix 2000 februar 19, 2000 i Cirkusbygningen i København.
Brødrene Olsen, alias Jørgen Olsen (th) og Niels Olsen, modtager bl.a. blomster for deres overbevisende sejr med sangen'Smuk som et stjerneskud' ved det danske Melodi Grand Prix 2000 februar 19, 2000 i Cirkusbygningen i København. Foto: NILS MEILVANG
Vis mere

»Jeg husker, hvor fantastisk nede på jorden, de to var. Det var en fornøjelse at se, hvordan de bevarede beskedenheden trods den store succes. Jeg har så dyb respekt for 'Noller', og både Hilda (Heick, red.) og jeg blev dybt kede af det, da vi hørte, han var så alvorligt syg,« siger Keld Heick.

I 2016 gennemgik Niels 'Noller Olsen en stor hjerteoperation, hvor han fik en mekanisk hjerteklap. Siden har han fået en pacemaker.

I maj måned var den så gal igen, da 'Noller' blev ramt af en hjerneblødning og måtte aflyse alt. I mellemtiden spillede broderen Jørgen Olsen alle duoens koncerter alene.

Tre måneder senere viste det sig desværre, at 'Noller' havde udviklet kræft i hjernen.

Brødrene Olsen har som band været aktive, siden de var teenagere. Her ses de spille under Sankt Hans i Marienborg Have, lørdag den 23. juni 2018.
Brødrene Olsen har som band været aktive, siden de var teenagere. Her ses de spille under Sankt Hans i Marienborg Have, lørdag den 23. juni 2018. Foto: Mads Claus Rasmussen
Vis mere

Niels 'Noller' Olsen har ikke ønsket at udtale sig til B.T., men hans manager Steen Wittrock fortæller:

»Det er klart, at man bliver trist og ked af det, når en, man har arbejdet med i omkring 50 år, bliver alvorligt syg. Men livet må gå videre, og nu forsætter Jørgen solo og bærer på den måde faklen videre.«

Brødrene Olsen har spillet musik med hinanden, siden de var 15 og 11 år gamle.

Ifølge Billed-Bladet betyder Niels 'Noller' Olsen kræftsygdom nu, at han må indstille karrieren i en alder af 65.