Den britiske komiker, tv-vært og skuespiller Sean Lock er gået bort.
Han er død, 58 år gammel, efter en kamp mod kræft.
Det bekræfter hans agent til nyhedsbureauet PA. Det skriver Metro.
»Han døde af kræft i sit hjem, hvor han var omgivet af sin familie,« siger agenten og fortsætter:
»Sean var en af Storbritanniens bedste komikere. Hans ubegrænsede kreativitet, hans lynende intelligens og absurde brillans gjorde ham til en unik stemme i det britiske komikermiljø.«
Sean Lock efterlader sig sin hustru og sine tre børn.
Hans agent påpeger, at hans familie ønsker fred i denne svære tid.
Sean Lock var blandt andet kendt fra de britiske tv-programmer 'QI' og 'Would I Lie To You'.
Det er uvist, hvilken type kræft Sean Lock døde af. Han blev i 1990 diagnosticeret med hudkræft, men blev siden erklæret rask.
Ifølge Metro er det allerede strømmet ind med hyldester til den nu afdøde komiker på sociale medier.
Hans gode ven og kollega Lee Mack er en af dem, der har skrevet et hjerteskærende farvel:
»Jeg har vidst i noget tid, at denne dag ville komme, men det betyder ikke, at det gør mindre ondt. Han var unik både i komik og i privatlivet. Jeg kommer til at savne ham så meget.«


