For fire år siden tvang røvere sig adgang til Kim Kardashian Wests lejede lejlighed i Paris.

Den 39-årige realitystjerne og mor til fire kom ikke fysisk til skade under røveriet, men i et spritnyt interview med David Letterman fortæller hun, at hun stadig får mareridt, når hun tænker tilbage på episoden.

Det skriver ET Online, som har set det seneste afsnit af programmet 'My Next Guest Needs No Introduction With David Letterman'.

Ifølge det amerikanske medie bryder Kim Kardashian West fuldstændigt sammen, da hun fortæller om røveriet, hvor hun blandt andet blev truet med en pistol.

»Han tog fat i mig, og jeg havde kun en badekåbe på. Jeg havde ikke noget på indenunder,« siger hun med tårer løbende ned ad kinderne.

»Han tog fat i mig og hev mig hen til sig, men jeg havde ingenting på under badekåben, så jeg tænkte: 'Okay, denne gang bliver jeg voldtaget. Forbered dig på, at det sker,« fortsætter hun.

»Så det gjorde jeg... Men så bandt han mig med håndjern, strips og gaffertape.«

Kim Kardashian West fortæller endvidere, at hun troede, at hun skulle dø, da røveren truede hende med en pistol.

Kim Kardashian og hendes mand, Kanye West.
Kim Kardashian og hendes mand, Kanye West. Foto: Danny Moloshok
Vis mere

Det skete heldigvis ikke, og de i alt fem pistolbevæbnede røvere, der havde forklædt sig som politifolk, blev efterfølgende anholdt efter en større efterforskning, hvor også syv yderligere personer blev anholdt.

David Lettermans interview med Kim Kardashian West kommer samtidig med, at The Sun kan afsløre, at realitystjernen netop har indgået et hemmeligt forlig med sin tidligere bodyguard, der skulle have beskyttet hende under røveriet i 2016.

Kim Kardashian sagsøgte i 2018 bodyguarden Pascal Duvier og hans firma, Protect Security and Balali Investments Inc, for at have forsømt sit arbejde.

Sagen har kørt i to år, men når nu ikke hele vejen til retten, da parterne er blevet enige om et forlig, der ifølge det britiske medie lyder på 6,1 million dollar.

Hverken Kim Kardashian West eller Pascal Duvier har kommenteret det påståede forlig.

Førstnævnte var i Paris i 2016 i forbindelse med modeugen. Pascal Duvier efterlod hende angiveligt alene hjemme for at ledsage hendes to søstre, Kourtney og Kendall, der ville i byen.

Kim Kardashian Wests forsikringsselskab påstod efterfølgende, at en række sikkerhedsforanstaltninger var mangelfulde. For eksempel havde bodyguarden ikke sikret, at døren til gårdspladsen kunne låses.

Røverne slap væk med smykker til en værdi af 10 millioner dollar. Retssagen mod de i alt 12 mænd, der er sigtet i sagen, indledes næste år.