'Har grædt hele morgenen. Brandon Bernard vil blive henrettet om seks timer.'

Fem timer. Fire timer. Tre timer. To timer. En time.

'Jeg er helt ødelagt lige nu. De har dræbt Brandon.'

Opdateringerne kommer fra Kim Kardashian og kan findes i hendes Instagram-story. Her har hun løbende opdateret og talt ned. Berettet fra de sidste timer i 40-årige Brandon Bernards liv.

Brandon Bernard.
Brandon Bernard. DEFENSE TEAM OF BRANDON BERNARD

Han sad på dødsgangen i Terre Haute-fængslet i Indiana. I nat dansk tid blev han henrettet. Fik en dødelig indsprøjtning. Fik sin straf for at have dræbt to mennesker i 1998, da han var 18 år.

Kim Kardashian – og flere andre – havde ellers kæmpet imod. Arbejdet for at få henrettelsen udskudt og droppet.

Men Donald Trump har sat fut i de føderale henrettelser. Efter 17 års pause genindførte han og hans administration dem i juni.

Siden er ni fanger blevet henrettet. Yderligere fire henrettelser er planlagt til at finde sted, inden Donald Trump overlader Det Hvide Hus til dødsstrafmodstanderen Joe Biden.

Bag disse mure fandt henrettelsen sted.
Bag disse mure fandt henrettelsen sted. TANNEN MAURY

Mange kæmper på at få dem stoppet. Argumenterer for, at det ikke er forsvarligt at samle de mange mennesker, der skal involveres i en henrettelse, under coronapandemien.

Det hjalp dog ikke Brandon Bernard. Det hjalp heller ikke, at 500.000 underskrev en erklæring om at lade ham slippe, fordi han stadig var teenager, da drabene fandt sted, og fordi det ikke var ham, der førte pistolen.

Ej heller gjorde det en forskel, at Kim Kardashian på Twitter bønfaldt Donald Trump, som ellers tidligere har været lydhør overfor stjernen.

'Brandon Bernard, en 40-årig far, bliver i morgen henrettet af vores føderale regering. Efter at have lært ham at kende, er jeg sønderknust over denne henrettelse. Jeg beder Donald Trump nedsætte hans straf og lade ham afsone i fængslet,' skrev hun forleden.

Donald Trump svarede aldrig.

Torsdag aften dansk tid startede Kim Kardashian så sin nedtælling på Instagram. Talte timerne til hans henrettelse. Håbede, at han kunne blive reddet i sidste sekund.

Hun talte også i telefon med ham.

'Har lige talt i telefon med Brandon for det, der formentlig bliver sidste gang. Det hårdeste opkald. jeg nogensinde har foretaget,' berettede hun på Instagram.

Præsident Donald Trump.
Præsident Donald Trump. TOM BRENNER

'Brandon, uselvisk som altid, fokuserede på sin familie og på at sørge for, at de har det godt. Han sagde, jeg ikke måtte græde, fordi vores kamp endnu ikke er ovre.'

'Vi sagde ikke farvel, fordi vi ønskede at forblive håbefulde. Vi sagde: 'Vi snakkes snart ved'.

Sådan blev det ikke. Ikke længe efter delte realitystjernen endnu et opslag.

'Jeg er helt ødelagt lige nu. De har dræbt Brandon. Han var et forbedret menneske. Så håbefuld og positiv til det sidste. Vigtigst af alt var han ked af det. Ked af, at han havde såret andre og forårsaget dem smerte.'

Brandon Bernard og præst Aaron Chancy.
Brandon Bernard og præst Aaron Chancy. DEFENSE TEAM OF BRANDON BERNARD

Ifølge The Sun mindede Brandon Bernards sidste ord ved selve henrettelsen om dem, han havde sagt til Kim Kardashian.

Han havde undskyldt. Og moren til et af hans ofre havde lyttet.

Georgia Bagley, der for 22 år siden var blevet frarøvet sin søn, havde fulgt henrettelsen.

Efterfølgende takkede hun Donald Trump og myndighederne. Fortalte, at henrettelsen var med til at give hende den afslutning, hun længe havde haft brug for.

»Drabene var meningsløse handlinger af unødvendig ondskab,« læste hun op fra en udtalelse, hun havde forberedt. Og så stoppede hun for at sunde sig.

Tydeligt berørt besluttede hun i stedet at sætte ord på den undskyldning, som Brandon Bernard var kommet med, inden han drog sit sidste suk.

»Undskyldningen og hans fortrydelse … De hjalp med at hele mit hjerte. Jeg kan ærligt sige: 'Jeg tilgiver dem'.«