Line Baun Danielsen, sanger Zindy Laursen og tv-vært Thomas Uhrskov spiser regelmæssigt kosttilskuddet VitaePro. Det samme gør mange danskere.

Ifølge professor og overlæge på Rigshospitalet Bente Klarlund Pedersen kunne de lige så godt lade være. For kosttilskuddet har ingen dokumenteret effekt. Men som hun skriver i Politiken:

»Videnskabens stemme kan desværre sjældent overdøve den kommercielle og poppede industri, hvor kendte ansigter fortæller, at det virker for dem.«

Både Line Baun Danielsen, Zindy Laursen og Thomas Uhrskov har som ambassadører for VitaePro valgt at fortælle om deres erfaringer med kosttilskuddet.

VitaePros hjemmeside skriver Line Baun Danielsen, at hun har taget kosttilskuddet i trekvart år.

»Jeg tager 1 kapsel om dagen, det er nok for mig, og det virker,« skriver hun.

Zindy Laursen skriver:

»Min kæreste Bjørn havde taget VitaePro i nogle år og havde mærket en rigtig god effekt på især sine led, og han syntes, jeg skulle prøve det. De bedste anbefalinger, man kan få, er jo fra sine nærmeste, så jeg gav det en chance.«

Tidligere tv-vært Thomas Uhrskov er ambassadør for VitaePro.
Tidligere tv-vært Thomas Uhrskov er ambassadør for VitaePro. Foto: Unknown
Vis mere

Mens Thomas Uhrskov, der i mange år har stået på ski og lavet tv-programmer om skiløb, skriver, at kosttilskud virker på hans slidte knæ.

»Efter at have kørt i puklerne i 40 år kan knæene godt blive en lille smule trætte. Derfor har jeg eksperimenteret med kosttilskud, og jeg synes faktisk, det har en effekt,« skriver han på VitaePros hjemmeside.

Professor Bente Klarlund Pedersen, der udover jobbet som overlæge på Rigshospitalet er leder af Center for Aktiv Sundhed, er på ingen måde imponeret hverken over produktet eller anprisningerne, derimod er hun som forsker 'ved at eksplodere', når hun ser reklamen tone frem.

B.T. har spurgt Thomas Uhrskov, hvorfor han gennem de sidste to år har været ambassadør for et produkt, som ikke har nogen dokumenteret effekt.

»Ganske uvidenskabeligt, så er det min erfaring, at det virker for mig. Jeg havde faktisk overvejet en femte knæoperation, men det gør jeg ikke længere,« fortæller Thomas Uhrskov.

Han understreger, at han prøvede Vitaepro i nogle måneder, inden han takkede ja til at være ambassadør for produktet.

I starten var han dog ikke sikker på, om forbedringen, han mærkede i sine knæ, skyldtes den operation, han havde fået foretaget månederne forinden, eller kosttilskuddet.

Men når han efterfølgende har undværet kosttilskuddet, så har han kunnet mærke smerterne tage til.

»Jeg har i en periode, da jeg var ude at rejse, ikke taget pillerne, og der fik mit knæ det dårligere. Så siden vi optog reklamefilmene, er jeg faktisk kun blevet mere overbevist om virkningen,« understreger tv-værten.

B.T. ville gerne have stillet Zindy Laursen og Line Baun Danielsen samme spørgsmål, men ingen af dem er vendt tilbage på B.T. s forespørgsel.