Dæmonerne havde hevet og trukket i ham længe. Paranoia og selvmordstanker raset i hans sind. Nu var Peter Øvig på vej til dét, der i hans hoved var den visse død.
»Jeg er rædselsslagen for, at jeg denne formiddag vil miste min hukommelse, min forstand, min identitet, mig selv. At jeg bagefter vil vil være mere død end levende. Da en portør kører en seng frem til min stue, insisterer jeg på ikke at lægge mig op i den. Jeg vil selv gå til skafottet.«
Citatet er at finde i forfatter Peter Øvigs nye, hudløst ærlige bog ‘Min mor var besat’, der bærer undertitlen ‘Da jeg mødte depressionens dæmon’.
En dybt personlig bog, hvor den 57-årige Peter Øvig i forsøget på at finde en form for forståelse for sin netop afdøde mors depression, selv blev trukket så langt ind og ned i sin egen, at han sidste år endte med at blive indlagt på den lukkede.
»Jeg var meget, meget syg,« skrev han allerede i marts sidste år på Facebook, netop hjemkommet efter syv ugers indlæggelse.
»Jeg var ikke alene lammet af svær depression, men også af voldsom angst,« forklarede han videre.
Scenen, han beskriver i indledningen, er fra den lukkede. Fra dén skelsættende dag i januar sidste år, hvor Peter Øvig var på vej til sit første elektrochok.
I psykiatrien betegnes netop den behandling som yderst effektiv og gives mod svær depression til patienter, der er i fare for at begå selvmord.
Og det var Peter Øvig.
Men i hans forpinte og paranoide sind var behandlingen ikke billedet på bedring. I hans indre biograf kørte den ikoniske film ‘Gøgereden’.
Ikke mindst scenerne, hvor gnisterne nærmest springer fra Jack Nicholson, når hans krop under behandlingen med elektrochok går i voldsomme kramper og han gradvist forvandles til en zombie, udspillede sig igen og igen.
For Peter Øvig var elektrochok synonym med den visse død.
I november 2016 var hans egen mor død. Han var - beskriver han i bogen - ikke i nærheden af at græde over hende. Forholdet mellem dem var, for at udtrykke det mildt, anstrengt.
Fem år gammel så han for første gang sin mor blive kørt væk, afsted til ‘Risskov’, som det blev kaldt i folkemunde. Aarhus’ psykiatriske hospital.
Hendes ‘dårlige nerver’ var ikke noget, der blev talt om. Udadtil var hans mor en god mor. Sådan én, der bagte boller, holdt børnefødselsdage og arrangerede skattejagter.
Men inde bag dét, der skulle være hjemmets fire trygge vægge, sneg moderens depressive dæmon sig længere og længere ind under drengens tynde hud.
Han blev et barn, der desperat forsøgte at manøvrere i moderens svingende sindsstemninger. Et barn, hvis lille krop konstant befandt sig i et alarmberedskab.
Som Peter Øvig blev ældre, tog han mere og mere afstand til hende. Fysisk og psykisk. Det var hans eneste måde at overleve på.
Da moderen døde, havde han selv lidt af depressioner i mange år. Men de var som oftest forbundet med de mørke måneder og kunne håndteres.
Derfor var der ingen alarmknapper, der ringede, da Peter Øvig efter hendes død besluttede at skrive en bog om hende. Og om at vokse op med en psykisk syg mor.
Men i takt med, at research-bunkerne voksede på hans bord, voksede også hans egen depression. Til et ukontrollerbart monster, som fik mere og mere magt over ham.
»En af de søvnløse nætter spiralerer alt for mange af disse tanker ned i et dybt mørke, og midt i mørket sidder mor-monstret og lokker for at få mig til at gå med hende i døden. Intet, jeg før har set eller tænkt, er mere rædselsvækkende,« beskriver Peter Øvig i bogen om tiden, hvor paranoia og selvhad fylder hans krop til bristepunktet.
Til sidst blev hans tilstand for meget for kæresten Janne og hans nærmeste venner. De så, hvordan det sorte hul sluttede sig tættere og tættere om ham.
12. januar 2018 fik de ham indlagt.
»Da jeg lod mig køre ind på Rigshospitalet, havde jeg på en måde accepteret, at jeg skulle dø. Alle mine venner havde i min psykotiske hjerne vendt sig mod mig,« siger Peter Øvig om dagen i et interview med Politiken.
Syv elektrochok fik han under sin indlæggelse på den psykiatriske afdeling. Syv behandlinger, der ikke forvandlede ham til en zombie, men fik tågerne og mørket til at lette.
Og bogen voksede endelig ud af ham.
»Både bævende og med lettelse ser jeg i dag min bog forlade fødselskanalen og rejse en tur til Letland for at blive trykt,« skrev Peter Øvig for en måned siden på Facebook og fortsatte:
»En lettelse, fordi det ikke bare er min totalt mest personlige og vigtigste bog, omkostningerne under skriveprocessen har også været cirka de værst tænkelige - og nu giver jeg slip og kan ikke gøre mere. Og bævende, fordi … nå ja, af de samme grunde!«
Han håber, at bogen kan bidrage til større åbenhed om psykisk sygdom, som han mener stadig er meget tabuiseret.
»Stigmatiseringen er voldsom og gennemgribende. Men personligt lider jeg ikke overlast ved at fortælle, at jeg har været alvorligt psykisk syg.«
‘Min mor var besat - Da jeg mødte depressionens dæmon’ udkommer på Gyldendals forlag 8. maj.
