For mange af os er han stadig Ulrik Varnæs fra 'Matador'. Og for 61-årige Jens Arentzen er det ærefuldt at have lavet noget, som har forbundet mennesker og generationer.
Men når serien har en helt særlig plads i hans hjerte, er det ikke derfor, men fordi instruktør Erik Balling reddede ham. Fra at gå under.
»Jeg er et helt andet menneske på grund af ham. Nogle få mennesker har gjort et uudsletteligt indtryk på mig og har forvandlet mit liv. Erik Balling var et af dem.«
Historien skal spoles mange år tilbage for at forstå, hvorfor 'Matador'-instruktøren fik så stor en betydning i unge Jens Arentzens liv.
For hans historie handler om, hvad det gør ved et barn at vokse op med en psykisk syg mor og en far, der lukkede ned og blev utilgængelig for selv at overleve.
Den handler om et barn, der blev ét med angsten og frygten for moderens næste selvmordsforsøg og blev den ansvarlige. Og så handler den om at reparere sig selv. Det håb vil Jens Arentzen gerne give videre.
»Jeg er beviset på, at man kan komme ud af det,« siger han. Ikke uden stolthed i stemmen.
»Vi er ca. 800.000 danskere, som kommer fra en dysfunktionel familie. Så når jeg fortæller om min, er det ikke mindst, fordi der så pænt ud dér, hvor jeg kom fra,« forklarer han.
»Der var højt til loftet, det fineste juletræ, en stor dyr bil i forhaven. Men det er ikke nogen garanti for, at der er trygt inde i familien. Jeg vil gerne bidrage til, at der bliver talt om det, i stedet for at det forbliver en hemmelighed i familien.«
To ord går igen og igen, når han sidder på kanten af sofaen i pejsestuen på herregården Skjoldenæsholm og fortæller historien: radarbarn og stressforgiftning.
Det var, hvad han blev, og det var, hvad han fik.
Jens Arentzen voksede op i et pænt middelklasse-parcelhuskvarter i Hvidovre. Men når hans små barnehænder åbnede hoveddøren ind til det, der skulle være trygt og godt, rystede de. Af angst for, at moderen igen havde forsøgt at begå selvmord. Eller værre, at det var lykkedes.
»Halvdelen af min barndom har været psykiatriske opvågningsstuer og afdelinger. Sankt Hans, Fjorden, Dianalund eller hvor fanden hun nu var henne,« siger han.
Han husker især omverdenens tavshed, da han og hans storebror ankom til hospitalerne. Radaren opfangede straks den hvisken, der fulgte, når de voksne så dem.
Hvisken, afløst af højlydte joviale bemærkninger om, hvor fint det var, at drengene kom for at besøge deres mor.
»Og du ved ikke, om din mor overhovedet er i live,« siger Jens Arentzen.
Ingen spurgte til, hvordan han og broderen havde det. Han lærte, at mors sygdom ikke var noget, man talte om. Det skulle for enhver pris holdes skjult. Og det var Jens Arentzen god til.
»Hvis jeg blev inviteret hjem til en klassekammerat fra skolen, var der ikke noget, jeg hellere ville. Men det kom aldrig til at ske,« siger han og forklarer:
»For hvis jeg har været hjemme hos dem, skal de også hjem til mig. Og det skulle de bare ikke! For I skal ikke se, hvordan der ser ud. Vi holder masken. Vi bliver nogle børn, der smutter som mandler.«
På bordet, mellem kaffekopper og vandglas, ligger Jens Arentzens nye bog, 'Barnet, byen og verden'. I den kaster han et kærligt blik på alle de mennesker, som han selv har været et af, og et skarpt og nådesløst på det system, der skulle hjælpe dem.
Selv fik han ingen.
Der var da også masser af grunde til, at omverdenen kunne lade sig snyde af det ydre. For udadtil var Jens Arentzen et vidunderbarn. At være dygtig var en overlevelsesstrategi.
Syv år gammel spillede han violin, så englene sang. Han vandt danmarksmesterskabet i trylleri. Blev optaget i radiodrengekoret. Debuterede som kun 14-årig i et tv-stykke.
Tre år senere – 17 år gammel – blev han optaget på teaterskolen.
Spoler Jens Arentzen tilbage, husker han fra de svære år som barn kun ét enkelt møde med et menneske, som turde se og spørge ind bag facaden. Der var han otte.
Først da han i en alder af 20 mødte instruktør Erik Balling, skete der noget indeni ham. Han blev set – og rørt – af et menneske.
»Jeg var jo aldrig blevet rørt eller holdt om af min far, så det var helt fantastisk. Men han gjorde også noget andet, der var helt uvurderligt for mig.«
»Han begrundede, hvorfor det var godt, når jeg gjorde noget, der var fint. Først dér begyndte jeg at forstå, at der var noget, jeg kunne. At jeg åbenbart var en o.k. fyr.«
Jens Arentzen får varme i øjnene, når han fortæller, hvordan han tydeligt husker, at der efter mødet med 'Matador's instruktør skete en 'følelsesmæssig' eksplosion i ham.
»En boblen i maven af at være glad. Det havde jeg ikke været i rigtig mange år. Jeg vidste faktisk ikke, hvad det var,« erkender han.
Det møde og den boblen i maven blev Jens Arentzens vej til at reparere sig selv. Det var følelserne og kroppen, ikke hovedet, der var vejen frem. Års ophobede sammenfiltrede knuder blev løsnet. For første gang i sit liv var han i stand til at græde.
I dag kan han – foruden skuespiller og instruktør – kalde sig coach, mentor, foredragsholder og forfatter.
For siden han lærte at hjælpe sig selv, har han hjulpet andre, både voksne og børn. Han er blevet styrket og klogere på sig selv og dét, han måtte gå igennem som barn af en dysfunktionel familie.
»Jeg har i lang tid troet, at det værste var min mors sygdom, alle selvmordsforsøgene og at finde hende på gulvet i den rædselsfulde blå kunststof-kimono med cigaretskod og piller ud over det hele.«
»Det tror jeg ikke i dag. Jeg tror, at det er det manglende bånd til min far,« siger Jens Arentzen om faderen, der døde i 1984.
»Han blev fucked op, fordi han ikke kunne hjælpe min mor, blev mere og mere stresset og uopnåelig. Så jeg troede ikke, at han ville have mig. Jeg troede ikke, at han kunne lide mig.«
»Men på sit dødsleje fortalte han mig, at han var stolt af det, jeg gjorde. Hvor svært tror du ikke det er, at stå dér som 27-årig – lige før ens far dør af leukæmi – og tænke: 'Det er vel nok dejligt at vide nu'.«
Jens Arentzens egen historie blandes ivrigt og engageret med nye undersøgelser, statistikker og studier, som understøtter hans egen holdning. Nemlig, at dét system, der skal hjælpe dem, som har det som han havde det en gang, ikke er kommet videre.
Selv er han for længst kommet videre. Men en snert af den gamle Jens Arentzen sidder stadig i ham.
Det mærkede han, da han for nylig af Roskilde Kommune blev inviteret til det tidligere psykiatriske hospital Sankt Hans for at indgå i projekt om de gamle bygninger.
»Jeg kunne jo mærke med det samme, jeg kom ind og åbnede de dobbelte døre. Derinde sad min mor og græd, mens hun lavede ryatæppe. Og der stod jeg som dreng og sagde: 'Hej mor, det går rigtig godt i skolen, jeg håber, du har det godt….'.«
Han ryster på hovedet.
»Det er ikke fedt. Hvis du ikke taler med nogen om det, så lærer du én ting. Vi skal ikke snakke om det. Men tavsheden, at stå alene med det, det er skræmmende.«
Jens Arentzens bog 'Barnet, byen og verden – om at blive til' er udkommet på Athenas Forlag
