Peter Øvig Knudsen har været ramt af en depression.

Det fortæller den 56-årige forfatter og journalist, der blandt andet står bag Blekingegade-bøgerne, 'Birkedal' og 'BZ' på Facebook.

»Depressionen sneg sig ind på mig i det tidlige efterår 2017. I begyndelsen genkendte jeg oplevelsen fra tidligere i mit liv, men efterhånden blev min tilstand alvorligere, end jeg nogensinde havde prøvet før, og allerede midt i november talte flere fagfolk om, at jeg måske skulle lade mig indlægge,« skriver Peter Øvig Knudsen.

Han ville hellere klare den selv, men blev mere og mere 'sort i hovedet'.

»Et stykke inde i januar besluttede mine nærmeste at få mig indlagt på Rigshospitalets lukkede afdeling. De første dage var jeg meget, meget syg, kan jeg se i dag. Jeg var ikke alene lammet af svær depression, men også af voldsom angst,« beretter han.

På Rigshospitalet modtog han ECT-behandling, også kendt som elektrochok. Selv om han var rædselsslagen ved tanken, viste det sig at være særdeles effektivt. I løbet af to uger havde han det bedre.

»Efter fire uger på den lukkede afdeling blev jeg overført til en åben afdeling og genvandt i løbet af et par uger de fleste af mine kræfter.«

Tirsdag i denne uge blev han udskrevet helt efter i alt syv ugers indlæggelse.

»Jeg tror faktisk, at jeg på en eller anden vis er blevet klogere af denne tur gennem mørket - og i hvert fald mere følsom (for nu ikke at sige decideret rørstrømsk),« skriver han og takker personalet.

Han er dog ikke færdig med Rigshospitalets psykiatriske afdeling.

»Ikke kun fordi jeg er blevet tilbudt et toårigt forløb med samtaler og terapi, men også fordi jeg har lovet kloge Søren Magnussen, som jeg har talt med i timevis under hele indlæggelsen, at give ham en hånd med hans projekt 'Frirum i psykiatrien'. Meget jordnært og særdeles vigtigt går projektet ud på at skabe lyspunkter på de psykiatriske afdelinger med musik, bøger, planter, æbleskiver og friskpresset juice,« skriver Peter Øvig Knudsen.