Rigmanden Karsten Ree og hans søn Christian Ree har begge masser af benzin i blodet.

Og derfor var de også begge at finde ved Copenhagen Historic Grand Prix lørdag, hvor også prins Joachim deltog.

Men det var kun den ene Ree, der sad bag rattet på en bil.

Det var nemlig Karsten Ree, der erfarent styrede sin knaldrøde Ford GT 40 sikkert igennem racerbanen, mens hans søn måtte nøjes med at være sin fars hjælper.

Karsten Ree i sin røde ford, som han har givet knap tre millioner kroner for.
Karsten Ree i sin røde ford, som han har givet knap tre millioner kroner for.

»Når han har tabt sig 20 kg, så får han lov at køre igen,« lød det grinende fra farmand Ree, da B.T. spurgte, hvorfor sønnen ikke kørte.

Christian Ree var dog med på sin fars spøg og fortalte, at den drillende kommentar bare var ment som en motivation for at få ham til at tabe sig, da maven nok er blevet lidt for rund.

Christian Ree har dog tidligere selv kørt racerløb, og interessen for biler deler de både med hinanden og Christian Rees to yngre brødre, der også ofte er med, når farmand kører ræs.

Den 74-årige Karsten Ree har de senere år haft lidt problemer med helbredet. Først fik han en kræftdiagnose, og derefter havde han problemer med både hoften og synet.

Karsten Ree havde sin søn, Christian, med som hjælper ved løbet.
Karsten Ree havde sin søn, Christian, med som hjælper ved løbet.

Men kræften er tilsyneladende under kontrol. Måske godt hjulpet på vej af den ’hemmelige’ alternative behandling, som Karsten Ree tidligere har fortalt, at han skulle have tidligere på året.

Den ene hofte er også blevet udskiftet, og en nethindeoperation har tilsyneladende fået milliardærens syn på højkant igen.

Men selv om Karsten Ree ser ganske godt ud og ikke ’fejler spor’, hvis han selv skal sige det, så driller helbredet alligevel lidt.

»Jeg skal nok have en ny hofte mere,« fortæller han.

Karsten Rees søn var flink til at hjælpe med at skubbe sin far rundt for at spare på bilens kobling.
Karsten Rees søn var flink til at hjælpe med at skubbe sin far rundt for at spare på bilens kobling.

Christian Ree var dog også yderst omsorgsfuld ved sin far og hjalp ham både i og ud af køredragten.

»Man er jo nødt til at passe på ens forældre, og det er jo hårdt at køre ræs. Og det er nogle gode dage, som vi har her sammen,« forklarede han.

Karsten Ree er i følge Berlingskes årlige opgørelse Danmarks 34. rigeste mand med en formue på 3,6 milliarder kroner. Han skabte sin formue på salget af Den Blå Avis og har efterfølgende lavet nogle gode investeringer.

Hans søn, 36-årige Christian Ree er de senere år blevet mere og mere synlig i familiefirmaet, hvor han for nogle år siden blandt andet overtog direktørposten i Ree-familiens største selskab, Østergaard Biler - også kendt som Europcar, som familien dog solgte i 2017.