Janni Ree har fået sig et nyt job – på et nylanceret online kasino.

»Det er fast arbejde for mig. Det er ikke, fordi jeg ikke vil lave tv mere, men jeg skal også tænke på min fremtid. Jeg er oppe i en alder, hvor det er meget godt at have noget fast. Man kan måske heller ikke lave tv resten af livet,« siger forsidefruen til B.T.

Hun skal blandt andet lave reklamefilm for kasinoet – og det er som bekendt noget, den 51-årige realitystjerne har rig erfaring med.

»Jeg skal være frontfigur eller vært, ligesom jeg var på 'Oddset'. Men vi laver det mere reality-agtigt, så jeg skal ud til vinderne og være meget i kontakt med spillerne,« forklarer Janni Ree.

»Jeg er selvfølgelig glad for det, fordi det er noget, jeg har lavet før. Alle dem, jeg arbejder sammen med, er de samme, som jeg arbejdede sammen med for Danske Spil. De var glade for mig dengang i ti år, og jeg var glad for dem. Så det gør også, at ringen ligesom sluttes,« siger forsidefruen med et smil.

Hun understreger dog, at selvom hun får travlt i den nystartede virksomhed, så betyder det nye job ikke et farvel til 'Forsidefruer' eller andre tv-projekter.

»Der skal stadigvæk være plads til andet, og det bliver der også. Det er Karsten, der er bekymret for, om han får mad. Han har sagt til mig det sidste stykke tid, hvor jeg har haft travlt, at det ikke ligefrem er kokkehuen, der trykker,« lyder det med et grin fra Janni Ree.

Hun understreger da også, at hun har ægtemandens fulde opbakning. Og selv har hun heller ingen skrupler med at være frontfigur for et kasino.

Janni Ree er blevet casinovært.
Janni Ree er blevet casinovært.
Vis mere

»I dag er det jo anderledes. Man holder mere øje med, hvor meget folk spiller, så de ikke bare kan gå amok. Der er jo det her ROFUS-system, og man skal bruge sit nemid, og man kan ikke bare udvikle ludomani i dag på samme måde,« mener forsidefruen.

»Så længe folk spiller med måde. Jeg er jo selv sådan én, der helst vil sidde på et kasino og hive i den enarmede og drinke nogle drinks, det kan jeg få en hel aften til at gå med!« lyder det med et grin.

I B.T.-podcasten 'Det vi taler om' var Janni Ree fredag ligeledes med igennem for at fortælle om sit nye job.

»Jeg arbejder på at blive medejer,« fortalte hun og sagde, at den del af jobbet snart ville være på plads.

Ikke mindst røbede Janni Ree, at trods ægtemanden Karsten Rees interesse i kasinoet, så fik han ikke lov at være en del af ejerkredsen, da de blandt andet ikke kunne enes om præmisserne.

»Som han selv siger, han blev jo kastet af, det var han selvfølgelig lidt ked af, men han ville godt have været ejer på det, men vi valgte at gå en anden vej,« siger forsidefruen med et grin og understreger, at stemningen ikke er trykket derhjemme over det.