Stærkere negle, hår, hud og knogler.

Det er blot nogle af de ting, som den nordjyske helsevirksomhed Enghold NDS Nutrition påstår, man kan få ved at købe deres kosttilskud, vitaminer og mineraler.

En af de influencere, der har hjulpet virksomheden med at sælge deres angiveligt sundhedsfremmende produkter, er realitypersonligheden Janni Ree.

Der er bare ét stort problem: at den pågældende virksomhed i august modtog en bøde på 5.000 kroner af Fødevarestyrelsen, fordi det vurderes, at reklamerne er ulovlige.

Det skriver Nordjyske, som har fået bøden bekræftet af virksomhedens direktør, Kenneth Axelsen.

»Vi har fået en skideballe og bøde. Det accepterer vi og beklager,« siger direktøren, som ejer virksomheden med sine børn.

Årsagen til bøden fra Fødevarestyrelsen skyldes, at det i lovgivningen lyder, at det er ulovligt at angive uspecifikke gavnlige effekter af sine produkter, uden at disse ledsages af specifikke og godkendte sundhedsanprisninger.

Forsidefruen Janni Ree har flere gange på Instagram reklameret for Enghold NDS Nutrition i opslag, hvor hun blandt andet har hævdet, at hun har fået stærkere negle og hår som følge af virksomhedens produkter. Reklamer med budskaber, som Fødevarestyrelsen altså har vurderet til at være ulovlige.

Hun har dog alligevel ikke den store anger, da B.T. hører hende ind til sagen.

Janni Ree.
Janni Ree. Foto: Søren Bidstrup
Vis mere

»Jeg har gjort det i god tro,« siger hun og fortsætter:

»Jeg fik deres produkt, afprøvede det og vil sige, at jeg aldrig har haft så stærkt hår eller negle, som jeg har nu, så jeg føler, at det virker, og derfor reklamerede jeg for dem.«

Ifølge Janni Ree var hun slet ikke klar over, at Enghold NDS Nutrition havde fået en bøde, før hun blev kontaktet af en journalist fra Nordjyske.

Hun påstår endvidere, at hun var komplet uvidende om, at reklamebudskaberne i hendes opslag var ulovlige, og understreger, at hun fjernede dem, lige så snart hun blev klar over det.

Hun siger dog samtidig, at hun har ondt af Enghold NDS Nutrition.

»Jeg synes, det er synd for dem, for hvis produkterne har så god en effekt på mig, så er det da ærgerligt, at de ikke må reklamere for deres produkter på den måde.«

Janni Ree ønsker ikke at fortælle, hvor mange penge hun har tjent på at dele de ulovlige budskab.

»Det er ikke noget, der kommer hverken medierne eller Danmarks befolkning ved,« siger realitypersonligheden, som heller ikke vil afvise at samarbejde med virksomheden igen.

Enghold NDS Nutrition udtaler til Nordjyske, at overtrædelserne ikke skyldes ond tro, men forvirring omkring lovgivningen.

De udtaler endvidere, at de som følge af bøden har udskiftet alle fotos og tekster på deres produkters emballager samt på deres hjemmeside.