Den 76-årige rigmand Karsten Ree blev i 2015 ramt af blærekræft, og siden er han jævnligt gået til tjek.

Sidste sommer fandt lægerne så desværre celleforandringer i hans urinleder, og derfor blev besøgene på hospitalet oftere – og desværre med gentagende fund af forstadiet til kræft.

»Det går jo, som det går med ældre mennesker, der skal opereres. Nu har de givet ham lidt fred, fordi det har været hårdt for ham, når han har været inde så ofte. De har nærmest haft fat i ham hver 2.–3. måned og puttet ham i narkose. Nu får han lov at gå indtil januar, hvor de så tjekker op på ham,« fortæller Janni Ree til B.T.

Hun blev gift med Karsten Ree samme år, han gennemgik det alvorlige sygdomsforløb med blærekræft.

76-årige Karsten Ree er blandt Danmarks rigeste mænd. Han solgte sit livsværk Den Blå Avis til eBay for 2,1 milliarder kroner tilbage i 2008. I dag investerer han fortsat og ejer dyreparken Ree Park. Ikke mindst er han kendt fra realitytv med sin kone Janni Ree. De har haft deres egne 'Janni & Karsten'-programmer, ligesom Karsten har været hyppig gæst i 'Forsidefruer', som Janni har lavet i flere sæsoner.
76-årige Karsten Ree er blandt Danmarks rigeste mænd. Han solgte sit livsværk Den Blå Avis til eBay for 2,1 milliarder kroner tilbage i 2008. I dag investerer han fortsat og ejer dyreparken Ree Park. Ikke mindst er han kendt fra realitytv med sin kone Janni Ree. De har haft deres egne 'Janni & Karsten'-programmer, ligesom Karsten har været hyppig gæst i 'Forsidefruer', som Janni har lavet i flere sæsoner. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen
Vis mere

Desværre fortsatte problemerne senere i urinlederen, hvor celleforandringerne heldigvis endnu ikke har udviklet sig til kræft.

»De her celleforandringer skal de jo fjerne hele tiden. Og spørgsmålet er så, hvor længe man kan fjerne det. Men det gør de, det er også derfor, de holder øje med, om der sker noget nyt. Nu kan de ikke gøre andet end at se, om der sker noget til januar,« forklarer Janni Ree.

Både hun og Karsten Ree prøver dog at forholde sig optimistisk til situationen.

»Selvfølgelig bekymrer vi os om det, men vi kan jo ikke gå og tænke på det hver dag. Vi prøver på at få det bedste ud af livet og nyde hver dag sammen. Der er jo ikke nogen garanti for noget, heller ikke for mig,« lyder det fra Janni Ree.

»Kræft kan ramme alle. Men Karsten er jo ældre, så selvfølgelig har jeg en knude i maven op til og når, han skal til tjek. Det værste er ventetiden bagefter, når man skal gå og vente på svar. Er man købt eller solgt? Det synes jeg er hårdt.«

Janni Ree understreger dog, at både hun og Karsten Ree har det godt for tiden.