Kåre Quist og fruen, Tine Røgind, har solgt deres hus på rekordtid.
Det er kun en måned, siden huset, der ligger en spytklat fra vandet ved Rungsted Kyst, blev sat til salg hos liebhavermæglerkæden Ivan Eltoft Nielsen.
7.450.000 kroner lød prisen for de 160 kvardratmeter, og nu er huset altså solgt til prisen. Et salg, Kåre Quist er tilfreds med.
»Vi er meget taknemlige for, at vi solgte vores dejlige hus på rekordtid. Vi nåede nærmest ikke at få til salg-skiltet op, før det var solgt. Vi har lagt mange penge og arbejdstimer i huset, siden vi købte det, og så er det rart at se, at de nye ejere sætter pris på det,« fortæller tv-værten til B.T.

Det er dog ikke uden en smule vemod, at familien nu skal flytte fra de rammer, der har udgjort deres hjem, siden de købte det for 4.840.000 kroner i 2013.
»Vi har været så glade for vores hus,« fortæller han og fortsætter:
»Men nu har vi fundet det eneste hus, der kunne få os til at flytte. Og vores nye drømmehus ligger kun 800 meter væk på samme længdegrad, så vi bliver i området, som hele familien er så glade for, fordi det er tæt på strand, skov og masser af fred og ro.«
I stedet rykker journalisten, hustruen Tine og sønnen Carl nu ind i et træhus, som ligger tæt ved vandet i Vedbæk.

Huset har en kæmpe have, så Kåre Quist kommer til at trække i arbejdstøjet.
Men det generer ham ikke, for han har altid drømt om at bo i et rigtig træhus i amerikansk beach house-stil.
Derfor overlader han gladeligt sit Rungsted-hjem til nye ejere, der kan se frem til at få en stue med pejs, forældreafdeling med eget badeværelse og to børneværelser med hems.
Hertil kommer en have, der både indeholder en kæmpe terrasse og en dobbelt carport.


