Hvorfor kan en myg ikke bestøve en blomst? Kåre Quist har svaret: Fordi den er bi-seksuel.
TV Avisens 48-årige ankermand er efterhånden lidt af en ekspert ud i genren onkelhumor/farjokes, hvilket ovennævnte bud fra hans Twitter-profil er et af de seneste eksempler på.
Det er blevet en ting for ham at slutte nyhederne med en lille joke, hvilket han er begyndt at høre for, når han efter arbejde forlader DR Byen.
»Der er helt tydeligt en gruppe af seere, der venter på det. De skriver til mig på Facebook og stopper mig i supermarkedet og siger, at de grinede ad det, jeg nu havde sagt,« fortæller Kåre Quist på et pressemøde i DR Byen for efterårets nye tv-programmer.
Han havde til at begynde med ikke tænkt over, at det ville vække opsigt, men nu hvor han bliver gjort opmærksom på det, kommer han med et bud på, hvorfor han gør det.
»Jeg tror, det ubevidst er en måde at punktere det lidt selvhøjtidelige, der kan være over TV Avisen, hvor man sidder i jakkesæt og slips. Så er det lige et vindue til sidst i udsendelsen, hvor det er noget andet end alt det alvorlige. Så der lige er plads til et glimt i øjet,« fortæller han og tilføjer:
»Det er aldrig noget, jeg har hørt for fra mine chefer.«
Fulgte man med sidste år, da kronprins Frederik fyldte 50 år, afslørede kronprinsse Mary, at hendes mand ligesom Kåre Quist har hang til farjokes.
Og faktisk så har Kåre Quist fyret sådan en af over for Danmarks kommende konge, fortæller han,
»Da Stephanie Stéphanie Surrugue og jeg sidst lavede 'Kronprinsparrets priser', kom vi på et tidspunkt ud i et backstagerum, hvor der var helt mørkt. Der stod en cola på et bord, så da Kronprinsen kom ud til os, røg det ud af mig, om han havde brug for en cola light. Stephanie Surruge var ved at knække sammen af grin.«
Du kan se den royale lys-cola fra Kåre Quists Twitter-profil herunder.
Øverst i videoen præsenterer han selv ni af de seneste jokes, han har fundet på.