'Troldspejlet' er blevet voksen og rykker nu ind på DR2, hvor Jakob Stegelmann får sit helt eget talkshow.
Det ikoniske tv-program om film, tegneserier og computerspil begyndte for 30 år siden som et program for børn om eftermiddagen på DR1.
Jakob Stegelmann begejstrede flere generationer med sin viden inden for nørdkulturen, men de seneste år har hans univers været henvist til børnekanalen DR Ultra og diverse sociale medier.
Men nu er tiden altså inde til at 'Troldspejlet' rykkes ind på den mere ''voksne'' kanal DR2, hvor det under titlen 'Troldspejlet og co.' bliver et nyt halvtimes underholdningsprogram i slutningen af 2019.
»Det er super fedt. Det bliver lidt talkshowagtigt med publikum og gæster, og vi kan tage tingene lidt mere alvorligt, som for eksempel den aktuelle kamp mellem Marvel og Sony om Spiderman,« fortæller vært Jakob Stegelmann på et pressemøde i DR Byen.
»Vi fandt ud af, at vi efterhånden havde et voksent publikum. Så begyndte vi med en podcast for halvandet år siden, og nu bliver det altså et tv-program, hvor vi kan snakke mere voksnet om tingene og måske snakke om film og computerspil, som ikke er så meget for børn.«
Han fortæller, hvordan 'Troldspejlet' begyndte som et børneprogram, fordi det kun var børn, der interesserede sig for fx computerspil, men siden er de generationer blevet voksne, og i dag oplever han engang imellem at blive overhalet på viden om emnerne.
»Det er både irriterende og sjovt,« fortæller han med et smil.

For tiden ligger han på vegne af DR også i forhandlinger med Disney om at kunne fortsætte med at sende 'Disney Sjov' om fredagen. Disney er i gang med at lancere sin egen streamingtjeneste Disney Plus, så det er usikkert, hvor meget de vil dele med andre.
Til det kan Jakob Stegelmann ikke sige noget endnu:
»Vi har lige gennemgået, hvilket indhold, vi håber at kunne sende i 2020, men er stadig i gang med forhandlingerne. Så vi ved ikke noget endnu.«
'Troldspejlet og co.' forventes at få premiere på DR2 til enten november eller december.