Siden popsangeren Justin Bieber og hans hustru - modellen Hailey Bieber - blev gift for en uge siden, har der kun været vist små glimt af brudekjolen.

Indtil nu. Det nygifte par har nemlig delt et række nye billeder fra deres luksuriøse bryllup på deres sociale medier.

'Sidste mandag var den mest specielle dag i mit liv,' skriver 22-årige Hailey Bieber i et opslag på Instagram.

Af billederne kan man se, at hun under brylluppet bar en hvid blondekjole med bar ryg og bare skuldre - ligesom kjolen havde et langt slæb og et tilhørende slør.

Ind i sløret var der samtidig broderet en enkelt sætning:

'Til døden os skiller'.

I et andet opslag takker Hailey Bieber - der før ægteskabet med 25-årige Justin Bieber havde efternavnet Baldwin - den amerikanske modedesigner Virgil Abloh for at have kreeret kjolen til hende.

'Virgil Abloh, tak for at have bringe min vision til live og skabe min drømmekjole. Du og dit hold er utrolige, og jeg er for evigt taknemmelig for, at jeg fik lov til at bære din smukke kreation,' skriver hun.

Da Justin og Hailey Bieber gav deres 'ja' til hinanden mandag den 30. september, var det anden gang, de gjorde det.

Den canadiske sanger og den amerikanske model blev allerede sidste år i september lovformeligt gift på rådhuset i New York.

Parret mødte hinanden første gang som unge teenagere, og i foråret 2018 begyndte rygterne om en romance at svirre. I juli samme år blev de forlovet, og få måneder senere blev de gift - første gang - i dyb hemmelighed.

Justin Bieber har tidligere udtalt, at Hailey har haft afgørende betydning for, at han fandt tilbage på sporet efter flere år med problemer med et hårdt liv i underholdningsbranchen.