Justin Bieber og hans ungdomskæreste, Hailey Baldwin, blev mandag gift for anden gang.
Den canadiske superstjerne har allerede papir på sin udkårne, men nu har parret også fået en kirkelig vielse og fejret deres kærlighed med en stor fest for familie og venner.
Det skete mandag på et fashionabelt hotel i den amerikanske delstat South Carolina.
Nyhedsbureauet Reuters citerer kendismedierne People og E!News for at skrive, at Ed Sheeran, Kylie og Kendall Jenner og brudens skuespiller-onkel Alec Baldwin var blandt gæsterne.
Sangeren og supermodellen blev lovformeligt gift i september sidste år på rådhuset i New York, men nu har det unge ægtepar også sagt 'I do' med 154 gæster som vidner.
Den nu 25-årige Bieber og den 22-årige Baldwin mødtes første gang som unge teenagere, hvor de kom i den samme kirke.
For nogle dage siden postede sangeren et billede af de to fra deres allerførste date.
De begyndte at ses seriøst for to år siden. I foråret 2018 begyndte rygterne om en romance at svirre. I juli blev de forlovet, og få måneder senere blev de gift i dyb hemmelighed.
Gæsterne til mandagens bryllup ankom allerede søndag, hvor de deltog i en før-bryllupsmiddag.
Det forlyder også, at alle så den romantiske film 'The Notebook.'
Bieber holder lige nu en pause fra musikken, fordi han har behov for at fokusere på sin mentale sundhed.
Han har tidligere udtalt, at Hailey Baldwin har haft afgørende betydning for, at han fandt tilbage på sporet efter flere år med problemer med et hårdt liv i popbranchen.