Det kan godt være, at Julie Zangenberg lige nu er i et lykkeligt parforhold med michelinkokken Andreas Bagh, og at hun venter parrets første barn.

Men det betyder ikke, at hendes vej mod kærlighed har været uden slinger i valsen.

Faktisk tværtimod.

Det fortæller den 32-årige skuespillerinde, der tidligere har dannet par med kendisser såsom Rasmus Seebach, Mikael Wulff og Nicklas Bendtner, i podcasten 'Hjerteflimmer for voksne'.

Julie Zangenberg og Andreas Bagh på den røde løber sidste år.
Julie Zangenberg og Andreas Bagh på den røde løber sidste år. Foto: Michael Stub/Ritzau Scanpix
Vis mere

I programmet sidder Julie Zangenberg over for værten Sara Bro og psykologen Jytte Vikkelsø, da hun fortæller, at hun er ekstremt taknemmelig for sit nuværende forhold, fordi hun har formået at finde ro i sig selv.

Hun fortæller i den forbindelse, at hun tidligere ikke har følt sig tryg ved tanken om at være alene, og at hun derfor hurtigt skyndte sig ind i nye forhold, når hun blev single.

Noget, som ændrede sig, da hun formåede at komme ud af dét, som hun selv kalder for et 'fem år langt og usundt forhold'.

»Jeg har været en person, hvor det ene parforhold ligesom bare afløste det andet – lige indtil jeg var i et femårigt parforhold, som jeg blev nødt til at gå ud af, fordi det ikke var sundt for mig at være i,« siger Julie Zangenberg i podcasten.

»Jeg følte lidt, at det stort set ville dræbe mig at gå ud af det her parforhold, og at den eneste måde, jeg kunne gøre det på, var at blive ekstrem sund.«

Julie Zangenberg siger endvidere, at hun derfor begyndte at gå til coach, træne mere og spise sundere, og at det langsomt gik op for hende, at hun faktisk ikke behøvede en mand i sit liv.

Kort efter mødte hun sin nuværende forlovede, og hun mener, at forholdet netop er godt for hende, fordi hun mødte ham i en periode, hvor hun ikke havde brug for ham, og i en periode, hvor hun netop var blevet bevidst om sine egne grænser i et forhold.

Du kan høre hele podcasten her.

Bidden, hvor Julie Zangenberg taler om ekskæresten gennem fem år, som hun dog ikke sætter navn på, kan høres omtrent 1 time og 24 minutter inde.