'Forlovet og lykkelig.'

Sådan lyder den glædelige nyhed fra Julie Zangenberg.

I et opslag på Instagram afslører hun, at hun og kæresten, kokken Andreas Bagh, skal giftes.

På billedet sidder parret på en klippe ved Allinge på Bornholm, og teksten lyder:

'JA. Selvfølgelig vil jeg gifte mig med dig! Forlovet og lykkelig.'

Det fremgår også af opslaget, at frieriet fandt sted i mandags på Solskinsøen.

Den 31-årige skuespillerinde har dannet par med køkkenchefen fra Hotel D'Angleterres restaurant, Marchal, i flere år. De flyttede sammen på Christianshavn i efteråret 2017.

I den forbindelse udtalte hun til ugebladet Her & Nu.

»Jeg vil rigtig gerne have børn med Andreas. Det vil han også gerne med mig. Jeg drømmer om mange børn. Tre, hvis jeg kan nå det. Og hvis min krop vil. Men lad os starte med ét.«

Julie Zangenberg har tidligere dannet par med fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Hun slog igennem allerede som 13-årig, da hun spillede hovedrollen i børnefilmen 'Klatretøsen'.

Filmen vandt en Robert og blev solgt til 15 lande.

Hun har også været med i tre sæsoner af 'Live fra Bremen' og spillet den kvindelige hovedrolle i filmen 'Viceværten' fra 2012.