Er du stødt på Julie Zangenberg i sommerlandet og har undret dig over, at hun pludselig stod og solgte tøj, så er der en god forklaring.

Den 31-årige skuespiller har nemlig siden 2016 arbejdet med tøjfirmaet Cozy By JZ, og i denne sommer har hun blandt andet været en tur i Blokhus og Skagen for at vise varerne frem.

»En af vores gode kunder er livsstilshuset Kalstrup i Blokhus, så jeg var oppe og vise vores sommervarer til kunderne i butikken,« fortæller Julie Zangenberg.

Hun er direktør og hovedejer af firmaet, der blev skabt på en ide om at lave såkaldt 'hyggetøj' til kvinder.

Julie Zangenberg i sin egen kollektion.
Julie Zangenberg i sin egen kollektion. Foto: Pressefoto
Vis mere

Julie Zangenberg fortæller, at hun til at begynde med blev kontaktet af forretningsmanden Erik Skullerud Rasmussen, som ville høre, om hun var interesseret i at indgå et samarbejde om en strømpekollektion.

»Jeg spurgte ham derfra, om vi ikke skulle lave et firma, der lavede lækkert hyggetøj. At jeg mente, at kvinder nu mere end nogensinde før havde brug for at hygge om sig selv, så vi startede Cozy sammen i 2016,« fortæller Julie Zangenberg videre.

Samarbejdet tog til, og det tog mere og mere af Julie Zangenbergs tid, så efter et år aftalte de, at hun blev direktør og hovedejer med Erik Skullerud Rasmussen som medejer og konsulent.

»De første år skulle jeg selvfølgelig oplæres i alt fra shipping, tekstil, salg, indkøb og generel forretningsdrivelse. Men jeg elsker at lære, og jeg kastede mig ud i det,« fortæller Julie Zangenberg, der tilføjer, at hun altid har lavet forretninger ved siden af sit skuespil, selv om hun uddannelsesmæssigt 'kun' har gået på gymnasium.

»Jeg tror, du kan komme langt, hvis du er villig til at arbejde hårdt og klogt, er ydmyg omkring, at der er ting, du skal lære, passer på dig selv undervejs og ikke lader et nej eller et nederlag stoppe dig.«

Lige nu er hun chef for fire fastansatte, en håndfuld deltidsansatte samt en række sælgere rundtomkring i Norden. Julie Zangenberg fortæller, at de for tiden har deres tøj ude i 150 butikker.

Hun fortæller, at ambitionerne er store, men hvad hun konkret drømmer om for firmaet, holder hun for sig selv lidt endnu, men tilføjer, at næste skridt er en stor efterårs- og vinterkollektion, der lanceres de næste par måneder – derudover rykker de ind i 300 kvadratmeter nye kontorer og showroom til september.

Seneste årsregnskab for Julie Zangenbergs iværksætterselskab Like Electricity for 2018/2019 viser et underskud på 57.860 kroner, hvilket i rapporten beskrives som 'værende mindre tilfredsstillende'. Det tilføjes, at man forventer et positivt resultat i de kommende regnskabsår. Selskabet Cozy by JZ ApS er stadig så nyt, at der ikke er offentliggjort noget regnskab.

Julie Zangenberg i sin egen kollektion.
Julie Zangenberg i sin egen kollektion. Foto: Pressefoto
Vis mere

I forhold til skuespillerkarrieren havde Julie Zangenberg sidste år hovedrollen i tv-serien 'GG Horsens', men derudover har tøjfirmaet fyldt det meste.

»Det er mit håb, at jeg kan få flettet skuespillet ind altid, og jeg er taknemmelig over, at mit cv trods alt har en størrelse, så jeg kan tillade mig at holde 'fri' indimellem og stadig ikke blive helt glemt. Mit hovedfokus er p.t. Cozy.«

Privat danner Julie Zangenberg par med Andreas Bagh, der er chefkok på D'Angleterres Michelin-restaurant, Marchal. De blev forlovet i juni.