Skuespilleren Julie Zangenberg har endnu ikke fået børn, men det er ikke fordi, hun vil gå barnløs gennem livet - langt fra.

Den 30-årige 'klatretøs' har fundet manden i sit liv, og det betyder, at hun nu er klar til at stifte familie.

Det siger hun til ugebladet Her & Nu.

»Jeg vil rigtig gerne have børn med Andreas. Det vil han også gerne med mig. Jeg drømmer om mange børn. Tre, hvis jeg kan nå det. Og hvis min krop vil. Men lad os starte med ét,« siger hun til Her & Nu.

Julie Zangenberg og kæresten, kokken Andreas Bagh, har efterhånden set hinanden i lang tid. Det var dog først da de flyttede sammen på Christianshavn i efteråret 2017, at deres forhold blev officielt.

Inden da havde skuespilleren datet flere kendte mænd, blandt andre fodboldspilleren Nicklas Bendtner.

Andreas Bagh er også en kendt skikkelse - i hvert fald blandt fans af gastronomi. Han er nemlig køkkenchef på Hotel d’Angleterres velrenommerede Restaurant Marchal.

Inden længe kan han måske også kalde sig hr. Zangenberg. Kæresten siger i hvert fald til Her & Nu, at hun meget gerne vil giftes med ham, og det betyder intet, om det bliver før eller efter, de får børn.