At der er fart på Jim Lyngvild på alle parametre, er for de fleste næppe den store overraskelse. Men præcis hvor meget fart, får tv-seerne snart lejlighed til ved selvsyn at konstatere.

»Man får virkelig et indblik i, hvor hurtigt man skal løbe og hvor tidligt, man skal stå op for at følge med ham Jim Lyngvild, som har roterende krudt i røven,« griner han selv.

I slutningen af april har TV 2 nemlig premiere på en ny serie. Med titlen ‘Vild, vildere, Lyngvild’.

Over flere måneder har et tv-hold fulgt den kendte designer. Når han var på arbejde. Og når han var hjemme i privaten på den fynske vikingeborg Ravnsborg.

Eller som han selv skriver på Facebook:

»TV 2 har fulgt Mortens og mit liv. Arbejdet, kærligheden, de vilde opgaver, museerne, kampene osv.«

»Med i programserien kommer også den langt mere private side, med Inger, Magnus, Orm og Saga, vennerne, den selvvalgte familie, min mor, Ghita, kulturministeren, bedste legekammerat Thorbjørn Kolbo, vilde mennesker og skønne typer.«

Men selvom han er både glad og stolt over at have fået sin helt egen tv-serie, indrømmer han også, at hans bedre halvdel ikke har været udelt begejstret.

Jim Lyngvild med sin mand Morten, som han har været sammen med i 20 år.
Jim Lyngvild med sin mand Morten, som han har været sammen med i 20 år. Bax Lindhardt

»Det er meget grænseoverskridende. Især for min mand, som jo altid har været meget stille og i baggrunden.«

»Lige pludselig skal Morten være 100% på og være med i et tv-program om hele vores liv. Også når jeg har ondt i hovedet, og når han synes, at jeg er irriterende. Det er meget grænseoverskridende for ham,« siger Jim Lyngvild om sin mand Morten Paulsen, som han har været sammen med i 20 år.

Optagelserne til serien har allerede stået på i flere måneder og foreløbig ligger det fast, at et tv-hold rejser med, når Jim Lyngvild i næste måned rejser til Grønland for – midt i endnu en ophedet debat – at åbne en stor fotoudstilling på Ilulissat Kunstmuseum.

Præcis hvor mange uger seerne får lejlighed for at følge med i Jim Lyngvilds liv, vides endnu ikke. Men hovedpersonen selv er i hvert fald begejstret.

»Jeg har foreløbig kun set en ganske lille smule af det. Men det bliver pissesjovt,« lover han.