Han har prøvet det før. Utallige gange. Men hverdag bliver det aldrig for den omstridte designer Jim Lyngvild. At blive lagt for had.
»Det gør mig ked af det. At jeg bliver tillagt motiver, eller der bliver sagt usandheder om mig for at få sit budskab igennem, synes jeg er uværdigt,« lyder hans reaktion på den seneste udskamning af ham på de sociale medier.
Stridens kerne er denne gang Grønland. Og om hvorvidt en 'hvid mand' må portrættere grønlændere og deres kultur.
Det gør Jim Lyngvild nemlig i en fotoserie for Great Greenland, som om kort tid skal udstilles på kunstmuseet i byen Ilulissat. Hvilket altså har fået sindene i kog.
»Jeg bliver anklaget på grund af min hudfarve,« mener Jim Lyngvild, som på de sociale medier hænges ud for at ville 'belære grønlændere om deres tro'.
»Kun af nogle få, men det er til gengæld meget tydeligt, at de, som står bag kritikken, er meget politisk korrekte og krænkelses-parate. I deres øjne er man åbenbart et undermenneske, hvis man er dansk,« siger Jim Lyngvild om gruppen af kritikere, der er yngre grønlændere.
Han forstår fuldt ud, hvad der sandsynligvis ligger til grund for deres vrede.
»For hold kæft, hvor er der mange danskere, der er kommet til Grønland og har taget de fede job, har kanøflet grønlænderne og været nogle dumme svin.«
»Men jeg forstår ikke konflikten. For hvis intentionen bag projektet er god og kærlig, så må det da være dét, der er vigtigst,« forklarer Jim Lyngvild, som ikke alene er blevet inviteret til opgaven.
Han udfører den også gratis. Ligesom han selv betaler for flybilletten til Grønland, når billederne i næste måned skal udstilles på museet, der ligger i Udkantsgrønland og stort set ingen midler har.
»For dem er det en kæmpe gave, som sikkert gør, at de får mange besøgende. Og de penge kan de så bruge til at invitere grønlandske kunstnere ind for.«
»Så er det jo nemt at sidde i Nuuk, hvor midlerne er meget større, og være kulturelt stødt på manchetterne,« siger Jim Lyngvild om den lille gruppe af kritikere.
»Det er utroligt, at 10-15 sure mennesker skal have lov til at kuppe debatten og være rasende.«
Selv er han som nævnt mere ked af det end rasende. Men at der blandt reaktionerne også været flere trusler, bryder han sig bestemt ikke om.
»Jeg har fået at vide, at jeg kommer til at få en svær tid, hvis jeg sætter fødderne i Grønland. Og at jeg skal passe på, hvis jeg kommer til Nuuk,« fortæller han og fortsætter:
»Når det bliver personforfølgelse, eller nogle mener, at de med vold skal holde mig fra at besøge landet, så er det meget ubehageligt.«
»Det, man bare meget lidt forstår ved mig, det er, at jo mere du truer mig, jo mindre held får du med din mission. Med mig virker det stik modsat,« griner han.
»Men politiet er indover og har i dag meddelt, at hvis jeg vil have beskyttelse, så har jeg beskyttelse i Grønland. De tager det bestemt alvorligt. For alle kan jo se, at min intention er kærlig og god, og at jeg er lydhør over for grønlændernes ønsker.«
»Jeg er ikke ude på at gøre nogen kede af det eller provokere. Men der er også en grænse. Og den stopper der. Jeg vil ikke censureres, fordi jeg har den hudfarve, som jeg har.«
