Det er nok ikke dating-tilbud, der mangler hos den verdensberømte skuespillerinde Jennifer Aniston.

Men står det til den 52-årige 'Friends'-stjerne, skal det ikke være hvem som helst, der tager titlen som hendes næste kæreste.

Jennifer Aniston håber nemlig på, at det ikke bliver en fra samme branche som hende selv, fortæller hun til People.

Til spørgsmålet om, hvorvidt hun tror på, at forhold mellem offentlige og ikke-offentlige personer kan fungere, svarede hun:

»Selvfølgelig. Absolut. Det er sket. Jeg håber på en måde, at det ikke nødvendigvis bliver en, der selv er i branchen. Det ville være fedt.«

Men det er ikke på Tinder eller andre datingapps, man skal håbe på at støde ind i verdensstjernen.

»Jeg holder mig bare til de normale måder at date på. At nogen inviterer dig ud. Det er sådan, jeg ville foretrække det.«

I foråret afslørede Jennifer Aniston og skuespillerkollegaen David Schwimmer, at de havde haft et godt øje til hinanden bagom kameraerne til optagelserne af 'Friends'. Siden begyndte det at flyde med rygter om, at de to nu skulle date – men de rygter har Jennifer Aniston siden manet til jorden.

Jennifer Aniston var gift med Brad Pitt fra 2000-2005. I 2015 blev hun gift på ny med skuespilleren Justin Theroux, men det ægteskab ophørte igen i 2018.