Det trak store overskrifter, da danseren Jenna Bagge og kokken Umut Sakarya valgte at trække sig før tid i sidste års 'Vild med dans'. Dengang var der forholdsvis stille fra Jenna Bagge, men nu fortæller danseren om den dramatiske situation dengang, der også fyldte meget for danseren selv.

I dag siger hun, at elitesportsudøveren i hende gerne havde set, at de havde kæmpet videre, men at hun fuldt ud respekterer, at Umut Sakarya følte, han måtte stoppe deres medvirken.

»Jeg sagde, jeg godt vidste, det måske var strengt af mig, men det havde været nemmere at forstå, hvis han havde haft en fysisk skade som et brækket ben,« fortæller danseren, der er med i denne uges udgave af programmet 'Til middag hos...'.

»Jeg ville så gerne hjælpe, og det kunne jeg jo ikke. Jeg var meget indstillet på, at der måske var noget, jeg kunne gøre anderledes, så vi kunne kæmpe videre. Måske jeg kunne være mindre hård under træningen, måske kunne vi lade være med at læse alle beskederne (på nettet, red.),« lyder det fra hende, da B.T. taler med hende.

Her ses Jenna Bagge i 'Til middag hos' sammen med svømmer Jeanette Ottesen.
Her ses Jenna Bagge i 'Til middag hos' sammen med svømmer Jeanette Ottesen. Foto: TV3

Den 31-årige danser siger, at hun dog måtte indse, at hun hverken kunne gøre fra eller til. Beslutningen var taget.

I programmet 'Til middag hos...' fortæller hun de tre andre deltagere – skuespiller Peter Mygind, museumsdirektør Rane Willerslev og svømmer Jeanette Ottesen – at hun så Umut Sakarya læse en besked, som han blev ked af.

Dagen efter blev hun kaldt til møde, hvor det blev afsløret, at det var ovre. For hende kom det som en overraskelse, og hun havde håbet på et andet udfald. Fredagen forinden havde makkeren virket klar på at gå hele vejen.

»Hvis jeg skulle have valgt, så var vi blevet og havde kæmpet videre. Det var ikke det, jeg ønskede, men jeg accepterer 100 procent, at det var det valg, han tog. Det er jo også bare et underholdningsprogram, og det er ikke noget, man skal gå ned på,« lyder det fra hende, inden hun uddyber:

»Det er jo nok min naturlige tankegang, at man kæmper videre,« siger hun, inden hun igen understreger, at hun fuldt ud accepterer Umut Sakaryas valg.

Hun fortæller, at hun tror, at nogle folk fik en forkert opfattelse af hendes dansepartner i sidste års 'Vild med dans'.

»Der er jo det med Umut, at han er sådan en særlig blanding af kæk og sjov og så også følsom, og det tror jeg ikke, folk ved. Det var jo, hvad jeg ville kalde mobning, det der foregik på især internettet,« siger hun og uddyber:

»Folk skriver jo ting, hvor man nogle gange bliver helt forbløffet. Det er jo tit ting, som man ikke ville tillade sig at skrive direkte til nogen.«

Jenna Bagge fortæller, at hun og Umut Sakarya havde brug for nogle uger, hvor de ikke snakkede med hinanden, efter de stoppede i programmet. De havde begge to brug for en pause fra programmet.

De er dog stadig rigtig gode venner, og de ses et par gange om måneden. Kendiskokken, som blandt andet har den populære restaurant Guldgrillen, har også lavet mad til hendes fødselsdag.

»Jeg tror bare, vi er meget bedre til at være venner på hyggevis end at være i en situation, hvor vi begge skulle præstere hele tiden,« siger hun.

'Til middag hos...' kan ses på TV 3 mandag aften klokken 19 og på Viaplay.