Det er blevet Rane Willerslevs tur til at invitere ugens gæster hjem i aftenens afsnit af 'Til middag hos...'
Og det bliver en aften med åben mund og polypper for de tre gæster, Jenna Bagge, Jeanette Ottesen og Peter Mygind.
Midt under maden åbner direktøren for Nationalmuseet nemlig op for sin tid i Sibirien i Rusland.
Han fortæller blandt andet, at han i et års tid slog sig ned med en lille pelsjægerstamme, som fascinerede ham.

»De levede virkelig kummerligt. Folk sultede, der var tuberkulose og det hele var forfærdeligt,« siger Rane Willerslev i afsnittet og fortæller, at han fandt på en idé til, hvordan stammen kunne tjene penge.
»Jeg lavede et andelsselskab efter dansk mønster og solgte deres pelse på danske pelsauktioner, så de kunne få profitten. Det var en skide god idé på papiret.«
Det eneste problem, som Rane Willerslev ikke havde tænkt på, var den russiske mafia.
»De sad på handlen, så da de hørte om det, sendte de politiet efter mig, så jeg måtte flygte ud i ødemarken, fordi jeg vidste, jeg ville blive slået ihjel, hvis de fandt mig,« siger han og hentyder til, at politiet ville overlevere ham til mafiaen, hvis de fandt ham.
Mens Rane Willerslev fortæller middagsselskabet om, hvordan han levede i den russiske vildmark i ni måneder, bliver de tre gæster mere og mere chokerede.
»Hvis jeg havde siddet med en anden mand med en anden udstråling, så havde jeg tænkt: 'Lystløgner, lystløgner, lystløgner', men jeg tror på alt, Rane siger,« lyder det fra Peter Mygind i klippet, som du kan se øverst oppe.
Hele 'Til middag hos...'-afsnittet hjemme bliver vist på TV3 tirsdag aften klokken 19.00 og på Viaplay.

