Alt oser af luksus. Der er 527 kvadratmeter at boltre sig på. Der står Ferrari og Cobra i garagen. Løven Max vogter over det hele i den imponerende hall. Men hvor luksuriøst det end ser ud, er det bestemt ikke sådan, hverdagen tegner sig på Vedbæklund.

»Førhen var jeg vant til at få masseret fødder, der blev handlet ind for mig, lavet mad til mig. Jeg var bare prinsessen. Nu er der andre boller på suppen,« griner Janni Ree.

For selvom mange nok tror, at Janni Ree i parrets palæ har en tjener på hver hånd og ikke behøver røre en finger, tager de fejl.

»Jeg føler lidt, at det er Karsten, der er prinsessen her,« kommer det med en hjertelig latter fra den anden side af spisebordet i parrets køkken. Dét rum, der sammen med soveværelset stort set er det eneste, parret benytter i den overdådige bolig.

Løven Max vogter i den store hall. Se flere billeder længere nede i artiklen.
Løven Max vogter i den store hall. Se flere billeder længere nede i artiklen. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg har tit sagt, 'skal vi virkelig bo så fint?' Jeg vil ikke have noget imod at bo mindre,« siger hun og understreger, at selvom hendes mand er god for 2,6 mia. kroner, er det langtfra snobberi, der holder ham i den mest eksklusive ende af whiskybæltet.

»Karsten er opvokset heroppe (Vedbæk, red.) og har boet i området i 68-69 år af sit liv, så han er ikke til at flytte og elsker det her hus.«

»Samtidig er han nok 'det mest nede på jorden'-menneske, jeg nogensinde har mødt. Der er intet fint over ham. Tværtimod,« understreger Janni Ree, der elsker at joke med sin mands berømte nærig- og påholdenhed.

Lystigt fortæller hun om, hvordan hendes mand tæller plastikposer og flasker, giver hende dårlig samvittighed, hvis hun smider en leverpostej ud, og siger nej til, at hun må købe en flaske vand på tanken, når nu de kan fås billigere i supermarkedet.

Til gengæld finder han stor glæde ved at blive inviteret ud af sin kone, som – modsat hvad mange sikkert tror – gør en dyd ud af at tjene sine egne penge.

»Det giver mig mere, at jeg ikke bare skal sidde og tigge Karsten om penge,« siger Janni Ree, som, da parret blev gift for fem år siden, ikke fik carte blanche til sin mands formue, men tværtimod fraskrev sig arveretten til hans formue.

»Selvfølgelig har han sikret mig, så jeg ikke kommer til at stå på gaden. Han vil gerne have, at jeg har det godt, så jeg ikke skal gå for lud og koldt vandt,« siger hun om den dag, Karsten Ree ikke er her længere.

»Men i de syv år, vi har været sammen, har jeg tjent mine egne penge og betaler alt selv. Og faktisk giver jeg Karsten mere, end han giver mig. Han er virkelig forkælet,« smiler hun og remser op:

Den smukke spisestue med de to kæmpe marmorstatuer bruges kun sjældent. Parret tilbringer det meste af tiden i deres store spisekøkken.
Den smukke spisestue med de to kæmpe marmorstatuer bruges kun sjældent. Parret tilbringer det meste af tiden i deres store spisekøkken. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Gaver og tøj. Og middage. For ellers er han jo ikke til at lokke ud. Men hvis jeg giver….« Og så griner hun og ryster smilende på hovedet.

»Det gør ham decideret glad, hvis jeg betaler. Så spiser han godt. Og brokker sig bagefter over, at jeg klatter pengene væk.«

»Jeg tror, han nyder det mere, end hvis han giver maden. Men samtidig kan han altså godt gå ud og købe en dyr bil eller en helikopter uden at blinke med øjnene.«

»Okay, tænker jeg, du vil ikke betale for middagen i Rungsted Havn, men kan godt købe en helikopter? Det er da lidt sjovt,« Janni Ree, som ikke er i tvivl om rollefordelingen i hjemmet i Vedbæk.

Janni Ree i den hvide stue, et af de mange rum i det store palæ, som parret stort set ikke bruger.
Janni Ree i den hvide stue, et af de mange rum i det store palæ, som parret stort set ikke bruger. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Jeg føler lidt, at det er Karsten, der er prinsessen her, så jeg misunder ham lidt og tænker 'bare det var mig for en dag',« griner hun.

»'Gud, skat, er du stresset?' kan han finde på at spørge. Ja, gu' er jeg stresset. Jeg handler ind, laver mad, rydder op, mens han sidder bare og ser nyheder og ryger. Inden jeg får sat mig ned, er jeg helt færdig. Men han har det jo dejligt.«

»Han mener også, at det er mig, der skal pudse vinduerne,« siger Janni Ree med himmelvendte øjne og peger på Vedbæklunds ufattelig mange palævinduer.

»Men der sagde jeg nej. 'Nu stopper du!'« slutter Janni Ree med en latter.