»Vi skal dække kongehuset kærligt, men kritisk«

Sådan lyder det fra B.T.s royale korrespondent, Jacob Heinel Jensen, der 31. august udkommer med podcasten 'Kongehuset bag kulissen' på B.T. for første gang.

»Vi elsker kongehuset, og vi tror på monarkiet. Det er også derfor, vi tager det, de gør, og det de laver alvorligt og stiller spørgsmålstegn ved deres arbejde,« fortæller han til B.T.

Podcasten vil altså gå i dybden med de sager, der berører kongehuset, og vil stille de ubehagelige spørgsmål - der vil dog også være plads til fejlringer, jubilæer og andre store mærkedage.

»Kongehuset er også magt, og derfor er jeg heller ikke bange for at gå til stoffet på samme måde, som en politisk journalist går til sit stofområde på Christiansborg. En politisk journalist kan jo også godt elske demokratiet, selvom han retter kritik mod politikerne og magthaverne,« fortæller Jacob Heinel Jensen.

På B.T. har Jacob Heinel Jensen skrevet mange artikler om det royale stof, hvor han blandt andet er gået kritisk til værks, når kronprinseparret fyrer Ecco som kongelig hofleverandør, men gladeligt deltager i verdensmesterskabet i sejlads, som Ecco og Rockwool sponsorerer. Eller når kongehuset sender deres børn på Herlufsholm, men samtidig er imod mobning.

Det er ikke bare det danske kongehus, der bliver taget under kærlig behandling. Også det britiske kongehus vil blive taget op, når der kommer store sager frem i medierne.

»Og det sker jo tit,« griner Jacob Heinel Jensen.

En episode vil vare omkring 30 minutter, og den første får premiere på 25 års dagen for Prinsesse Dianas dødsulykke.

I den anledning er ugens gæst Lone Theils, som dækkede Diana-sagen. Hun dækkede dengang Prinsesse Dianas død for Berlingske og har sidenhen også skrevet en bog om den afdøde prinsesse.