Danskerne har på det seneste skullet vænne sig til, at der findes to udgaver af Kronprinsen og Kronprinsessen. Den offentlige. Og den private.

Den offentlige fyrer Ecco som kongelig hofleverandør, fordi firmaet insisterer på at sælge sko i Putins Rusland, og lægger blomster foran den ukrainske ambassade og siger, at 'vores tanker er med det ukrainske folk'.

Den private dukker gerne op til VM i ridning, som har Ecco som hovedsponsor og trækker gladeligt i våddragt med Rockwool-logo, selvom firmaet også fortsætter ufortrødent i Rusland.

Opførslen minder om dengang, daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen forsøgte at bilde danskerne ind, at han sagtens kunne rumme to udgaver af sig selv. 'Privat-Lars' og 'statsminister-Lars'. Sandheden er selvfølgelig, at det ikke kan lade sig gøre.

Kronprinsen har besøgt den ukrainske ambassade med prins Vincent og prinsesse Josephine.
Kronprinsen har besøgt den ukrainske ambassade med prins Vincent og prinsesse Josephine.
Vis mere

Man bliver nødt til at være konsekvent i sine holdninger, når man er en del af en organisation som Kongehuset, hvor embede og person smelter sammen i ét. Spørgsmålet er, hvorfor i alverden det skal være så svært at vælge en konsekvent værdipolitisk linje, der både gælder arbejdet og privatlivet?

Jeg har et bud.

Det er nemlig ret påfaldende, at både VM i ridning i Herning og Sail Grand Prix i Nordhavn er kronprinsparrets private hobbyer.

Kronprinsesse Mary er kendt for at elske heste og ridning, Hun har således for nylig fået anlagt en ridebane på Fredensborg Slot, hvor hun dagligt træner dressur. Ridebanen ligger lige foran Kancellihuset, hvor kronprinsparret har residens i sommerhalvåret.

Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary ved Kronprinsparrets Priser på musik- og teaterhuset Værket i Randers, lørdag den 31. oktober 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary ved Kronprinsparrets Priser på musik- og teaterhuset Værket i Randers, lørdag den 31. oktober 2020.. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

De kongelige børn fortalte også om Marys kærlighed for heste, da hun fyldte 50 år i februar.

»Hun er oppe ved dem hver dag. Hvis hun ikke lige skal ride dem, så skal hun lige op og kæle lidt med dem,« sagde prinsesse Isabella til TV 2.

Kronprins Frederik har haft en livslang kærlighed til sejlsport. Han har været kapsejler i både drage og Farr 40-båd og har deltaget i DM og VM i dragesejlads flere gange.

»Som sejlsportsnation har Danmark igennem årtier markeret sig blandt verdenseliten, og i dansk idræt er det sejlerne, der har bidraget med flest olympiske medaljer,« sagde Kronprinsen, da han i 2018 var protektor for VM for sejlsport i Aarhus.

Kronprinsparret ankommer til Kronprinsparrets Priser i Vejle Musikteater, lørdag den 24. september 2021. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary uddeler Kronprinsparrets Sociale Pris, Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris og Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)
Kronprinsparret ankommer til Kronprinsparrets Priser i Vejle Musikteater, lørdag den 24. september 2021. Kronprins Frederik og Kronprinsesse Mary uddeler Kronprinsparrets Sociale Pris, Kronprinsparrets Kulturpris, Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris og Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris .. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix) Foto: Henning Bagger
Vis mere

Ridning og sejlsport hører simpelthen til blandt kronprinsparrets allerstørste passioner.

Og vi ved allesammen godt, hvor svært det kan være at sige nej tak til noget, vi virkelig elsker. Man kan også sagtens forestille sig, at det føles ganske uretfærdig at måtte fravælge at deltage i et sportsstævne, fordi den russiske præsident har invaderet nabolandet, og fordi debatten om danske firmaers tilstedeværelse i Rusland vækker stærke følelser i befolkningen.

Men sådan er det at være kronprinspar.

Da Kronprinsen og Kronprinsessen i juni valgte at trække prins Christian ud af Herlufsholm Kostskole efter en skandale, begrundede de beslutningen med, at de var bevidst om deres 'særlige position som kronprinspar'.

Kronprinsparret deltager i erhvervsfremstød i Holland mandag d. 20. juni 2022. Gallamiddag. Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og det hollandske kongepar forlader gallafesten.
Kronprinsparret deltager i erhvervsfremstød i Holland mandag d. 20. juni 2022. Gallamiddag. Kronprins Frederik, Kronprinsesse Mary og det hollandske kongepar forlader gallafesten. Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Det er den særlige position, de skal være bedre til at huske på. Kronprinsparret rykker i disse år Kongehuset i en langt mere værdipolitisk retning, end vi tidligere har set. Sociale udfordringer, klimaet, LGBT+ præger deres virke i Kongehuset, og jeg har tidligere argumenteret for, at det er klogt at rykke den gamle institution i en mere moderne, progressiv retning.

Det kræver bare også, at de holder tungen lige i munden. Både offentligt og privat. Så går det ikke, at man blæser Rockwools logo ud over sine sociale medier og dukker op til Ecco-sponsorerede ridestævner.

I weekenden blev kronprins Frederik en reklamesølje for Rockwools ejere, der formentlig har siddet og jublet, da Kronprinsen trak i våddragten med deres store logo. Det er guld værd for et firma, der kæmper med dårlig omtale, fordi de betaler skat, der er med til at finansiere Putins krig i Ukraine.

Det er ikke alene dumt. Det virker også hyklerisk, når man lige har smidt Ecco på porten.

Der skal ikke findes to udgaver af kronprinsparret – en offentlig og en privat. Der skal findes én, der skal agere konsekvent og konsistent, når det kommer til værdier, etik og moral.

Pligt må vinde over deres private passioner.