»Jeg kender flere, der sidder og stemmer, og der er flere telefoner i gang,« lyder det med et grin fra Jacob Haugaard.

Selvom den 69-årige showmand får færrest dommerpoint i 'Vild med dans', så bliver seerne ved med at stemme ham direkte videre.

Fredag aften 'gik' hans popularitet blandt befolkningen udover maratonløber Abdi Ulad, der blev stemt hjem efter omdans mod sangerinde Freja Kirk.

»Det var nervepirrende. Vi tænkte, at nu måtte det være vores tur til at gå i omdans, men så slap han sgu igennem igen,« lyder det med et stort smil fra Jacob Haugaards dansepartner Camilla Dalsgaard.

Jacob Haugaard og Camilla Dalsgaard. Vild med Dans sæson 18, program 3 på TV2 fredag den 24. September 2021. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021)
Jacob Haugaard og Camilla Dalsgaard. Vild med Dans sæson 18, program 3 på TV2 fredag den 24. September 2021. (Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix 2021) Martin Sylvest

Jacob Haugaard tænker, at hans aktuelle 'Vild med dans'-succes skyldes hans lange karriere.

»Jeg har jo været på landevejen i 40 år og har dermed en enorm stor berøringsflade. Jeg tror, folk sidder derhjemme og stemmer og synes, det er sjovt at modsige dommerpanelet. Der er noget David mod Goliat over det. Jeg er dybt taknemmelig.«

Især dommer Britt Bendixen var i aftenens show efter Jacob Haugaard, hvilket han godt lagde mærke til.

»Hun mente jeg var vattet,« griner han og tager det ikke så tungt.

Vild Med Dans - program 4 På TV2 fredag den 1. oktober 2021.
Vild Med Dans - program 4 På TV2 fredag den 1. oktober 2021. Martin Sylvest

»Men så bliver man alligevel kaldt frem - jeg bliver lige overrasket hver gang. Jeg er jo virkelig glad for at være med og gør et virkelig seriøst stykke arbejde.«

Han er ked af, at det lige netop var Abdi Ulad, der blev stemt hjem i denne uge.

»Vi har haft det så sjovt sammen. Han er min gode ven, og han og Malene har været vores træningsmakkere. Så det er hjerteskærende at skulle sige farvel.«