Forbrugerombudsmanden har politianmeldt endnu en influencer for skjult reklame

Influenceren er blevet anmeldt, fordi personen ikke tydeligt har oplyst i sine opslag på Instagram, når opslagene var reklame. Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Politianmeldelsen er den sjette af slagsen mod influencere, som overtræder forbuddet mod skjult reklame.

I dette specifikke tilfælde drejer det sig om i alt 22 Instagram-opslag, der er blevet delt i perioden fra november 2019 til september 2020.

Opslagene har været reklame for alt fra tøj og smykker til skønheds- og tandbehandlinger, og influenceren havde 'tagget' virksomhedernes navne i sine opslag.

I visse tilfælde havde personen markeret sine opslag med ordet 'reklame', men det indgik blandt andre hasthtags og/eller var placeret til slut i opslaget, og dermed var det ifølge Forbrugerombudsmanden altså ikke tydeligt markeret, at der var tale om kommercielt indhold.

Politianmeldelsen kommer, fordi flere forbrugere har klaget til Forbrugerombudsmanden.

»Influenter har et stort ansvar over for deres følgere. Følgerne ser ofte op til influenterne og bliver derfor nemt påvirket af influenternes opslag, der kan fremstå som personlige anbefalinger. Derfor er det vigtigt, at følgere umiddelbart kan se, når der er en kommerciel hensigt med at vise tøj, smykker eller andet frem.« siger forbrugerombudsmand Christina Toftegaard Nielsen og fortsætter:

»Ifølge markedsføringsloven skal erhvervsdrivende tydeligt oplyse, når der er en kommerciel hensigt med et opslag på sociale medier. Det er ikke tydeligt, når en virksomhed er tagget i et opslag som markering, og derfor er influenten blevet politianmeldt.«

B.T. har tidligere talt med Mia Sand, der står bag profilen Miss Mia Fit, som har over 1,4 millioner følgere. Hun er en af de seks influencere, som Forbrugerombudsmanden har politianmeldt den seneste tid.

Hun var desuden den første influencer i danmarkshistorien, der endte med at blive tiltalt i en sådan sag.

Konkret lød det i anklageskriftet, at hun var tiltalt for at dele mindst 23 kommercielle opslag uden at oplyse, at der var tale om reklame. Læs mere om den sag her.