Ilse Jacobsen har fået kræft.

Den kendte erhvervskvinde er i øjeblikket indlagt på Rigshospitalet, hvor hun kæmper for at komme diagnosen til livs.

Det skriver Helsingør Dagblad, som har talt med den 61-årige designer fra hendes sygeseng på afdelingen for blodsygdomme.

Hun fortæller avisen, at hun 'afkræftet, ked af det og bange', og at hun er begyndt at tage sovepiller, fordi hun frygter at falde i søvn.

»Nu har jeg sagt ja til at få nogle sovepiller for første gang i mit liv, for jeg tør ikke lukke mine øjne,« siger hun og fortsætter:

»De står på vid gab, for jeg er bange for, at jeg ikke vågner igen, hvis jeg lukker dem.«

Ilse Jacobsen fortæller videre, at hun lider af lymfecancer, som - ifølge lægerne - har gode behandlingsmuligheder.

Diagnosen fik hun overleveret for tre uger siden efter at have gennemgået en række undersøgelser, som hun beskriver som 'meget smertefulde'.

Ilse Jacobsen fortæller til Helsingør Dagblad, at hun er »i chok« over diagnosen, og at hun frygter, at den bliver hendes død.

Hun understreger dog over for avisen, at hun har viljen til at ville overleve.

Det er ikke første gang, Ilse Jacobsen bliver ramt af en alvorlig sygdom.

Hun har tidligere talt åbent om, at hun lider af leddegigt, som hun fik behandlet med kemoterapi, mens hun medvirkede i 'Løvens Hule' i 2015 til 2018.

En behandling, som gjorde hende meget syg, da hun ikke kunne tåle den.

»Da vi lavede første afsnit af 'Løvens Hule', var jeg ude at kaste op hvert femte minut,« har hun udtalt til Alt for Damerne.

»Jeg var så dårlig, men de kunne jo ikke bruge en 'stand-in' for mig. I dag får jeg biomedicin, som jeg skyder mig selv med en gang om ugen, og det skal jeg gøre resten af livet. Men det er biomedicinen, der holder mig fra rullestolen.«

Læs mere om Ilse Jacobsens leddegigt her.