Sebastian Aagaard-Williams glemmer formentlig aldrig 2003.
Det år gik han fra almindelig teenageknægt fra Farum til folkeeje, da han først dukkede op i MGP som en del af boybandet B-Boys og dernæst medvirkede i TV 2's julekalender 'Jesus og Josefine' som ingen ringere end Jesus.
»Der var rigtig meget fart på, men også fantastisk sjovt,« husker Sebastian Aagaard-Williams i dag tilbage. Dengang var han 15, i dag er han 32 år.
B-Boys fik med nummeret 'Vi gir den op' en tredjeplads i MGP – samme år som Anne Gadegaard vandt med 'Arabiens drøm' – men blev så populære, at de røg på danmarksturné og i de følgende år udgav en række album med hjælp fra navne som Rasmus Seebach og Ankerstjerne.

De var i 2004 også med til at lave fodboldlandsholdets officielle EM-sang sammen med Birthe Kjær og Safri Duo. Lige den sang har de fleste formentlig glemt.
Sebastian Aagaard-Williams griner:
»Det var nogle sjove år. Jeg tror, vi det første år efter MGP var ude at spille 80 gange.«
Da Sebastian Aagaard-Williams kom i gymnasiet, ebbede B-Boys-eventyret ud, men drømmen om et liv som skuespiller var fortsat intakt.

»Da jeg lavede musik, tænkte jeg nok, at det var det, jeg skulle lave, men da jeg så var så heldig efter gymnasiet at blive spurgt af Nørrebro Teater, om ikke jeg ville komme derind, åbnede der sig den her fantastiske verden. Det var virkelig en øjenåbner, og jeg har faktisk ikke lavet musik siden,« fortæller han.
For efter sin medvirken i 'Jesus og Josefine', den efterfølgende film 'Oskar og Josefine' samt filmen 'Møgunger' kastede Sebastian Aagaard-Williams sin kærlighed på teaterverdenen, og den har han siden holdt fast i.
Først brugte han nogle år på at komme ind på Statens Teaterskole, og da det endelig lykkedes, stod Aalborg Teater klar med en kontrakt, da han i 2017 blev færdiguddannet, og derfor har han de seneste tre år boet i det nordjyske.
»Aalborg er en rigtig dejlig by. Selv om det har været svært at komme lidt væk fra familien, er det virkelig et dejligt sted med et skønt teater, hvor man får lov til at lave alt muligt forskelligt,« fortæller han og opremser forskellige forestillinger som Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf' og en teaterversion af den norske julekalender 'Snefald'.

Det med at blive genkendt fra B-Boys og 'Jesus og Josefine' tænker han ikke over. Det har han prøvet, siden han var 14-15 år, griner han og tilføjer:
»Så længe folk er søde, er det jo bare dejligt, at de kan lide det, man har lavet. Da jeg søgte ind på skolen, var jeg meget bevidst om, at det ikke var det, der skulle definere mig, men at jeg skulle lære håndværket helt fra bunden. Og så har jeg jo efterfølgende været så heldig at få lov til at spille forskellige roller.«
Pernille Kaae Høier, der spillede Josefine i 'Jesus og Josefine', er også skuespiller i dag, så de støder en gang imellem på hinanden, fortæller Sebastian Aagaard-Willams.
»Hun er jo bare mega sød, og det er jo specielt at have en fælles fortid sammen.«

B-Boys-drengene har han ikke haft den store kontakt med de seneste år, og en hurtig googlesøgning viser da også, at de to andre da heller ikke længere er en del af musikbranchen.
Kaave Pour er medstifter af firmaet Space10, der fungerer som Ikeas innovationslaboratium. Mathias Saabye er i dag uddannet filmklipper og står blandt andet noteret som klipper på DR's dramadokumentar 'Frederik IX' fra sidste år.
»Vi er blevet spurgt om en gendannelse, men jeg tror, det har lidt lange udsigter. Vi er fine venner, vi laver bare forskellige ting,« fortæller Sebastian Aagaard-Williams.