Amber Heard er respektløs. Det er i hvert fald essensen af den kritik, der lige nu hagler ned over den 34-årige skuespillerinde.

Baggrunden? Et billede, hun forleden lagde på Instagram.

På billedet poserer 'Aquaman'-skuespillerinden foran en muslimsk kirkegård. I den tilhørende tekst har hun skrevet:

'Har brugt dagen på at vandre rundt i magien omkring moskéerne i Istanbul. Jeg kunne ikke være mere forelsket i denne smukke by.'

Hvad der formentlig var tiltænkt som en hyldest til de islamitiske bygningsværker, har i stedet sendt Amber Heard i regulær modvind.

Flere bemærker nemlig, at man - trods skuespillerindens forsøg på at iføre sig en hijab - kan se hendes hår og hals.

Og hvad der ifølge nogle er endnu værre: Man kan gennem hendes bluse ane hendes brystvorter.

En fremtræden, som folk ikke mener, stemmer overens med god opførsel i det, der for muslimer er den helligste ejendom.

'Amber Heard har ingen respekt for religion og race, som vi har set det så mange gange før,' lyder det eksempelvis i et opslag på Twitter.

Opslaget er blot et blandt mange, og B.T. er langt fra det første medie, der beskriver kritikken.

Det er da netop også en artikel om sagen, der har fået Amber Heard til at komme med et modsvar. På Twitter afviser hun således lettere kryptisk kritikken:

'Nej. Åbentbart får personen, der er blevet betalt for at skrive denne artikel, ikke nok i løn. Jeg vil gøre det let(tere) for dig: Moskéer er rigtige steder. Det er museer og kirker også. Det er tørklæder. som nogle gange er påkrævet ved besøg, også. Mysteriet er løst.'

Sådan så det ud da, Amber Heard mødte op i retten for at høre Johnny Depps beskyldninger.
Sådan så det ud da, Amber Heard mødte op i retten for at høre Johnny Depps beskyldninger. ANDY RAIN

Hendes fans forsvarer hende ligeledes og kalder kritikerne for 'konservative' og 'strenge', da de ikke mener, at hendes påklædning er upassende.

En anden skriver på Twitter: 'Jeg er ikke en Amber-fan - jeg har altid været på Johnnys (Depp, red.) side. Men dette er helt og aldeles normal påklædning, når man besøger en moské.

Selvom det er tre dage siden, billedet i første omgang blev offentliggjort, bliver det fortsat flittigt delt på Twitter af folk, der er en del af debatten.

Netop debat er der i øjeblikket rigelig af omkring Amber Heard, der er en del af den retssag, hendes eksmand Johnny Depp har anlagt mod det britiske medie The Sun. Det postyr kan du læse mere om her.