For halvanden måned siden kom det frem, at grevinde Alexandra satte sin villa i Charlottenlund til salg, da hun ønskede at rykke tættere på København – og dermed også tættere på sine sønner.

Nu har hun fundet sit nye hjem i en lejlighed, der ligger i den helt centrale del af hovedstaden.

Det skriver Se og Hør, der har fået oplysningerne bekræftet af grevindens presserådgiver, Helle von Wildenrath Løvgreen.

Den 56-årige grevinde har ifølge ugebladet købt en fireværelses lejlighed på 168 kvadratmeter i Klerkegade, der ligger i det indre København, for knap 12 millioner kroner. Hun flytter ind til sommer.

Til Se og Hør fortæller Helle von Wildenrath Løvgreen, at Alexandra på nuværende tidspunkt ikke har yderligere kommentarer til boligkøbet.

Tilbage i januar satte grevinden sin villa i Charlottenlund til salg for en pris på 14.995.000 kroner.

Dengang fortalte Helle von Wildenrath Løvgreen til B.T., at hussalget skyldes grevindens ønske om at komme tættere på København:

»Felix (grevinde Alexandra og prins Joachims yngste søn, red.) bor stadig hjemme, men hun regner med, at han snart flytter. Derfor ønsker hun at flytte i noget mindre og mere centralt,« forklarede Helle von Wildenrath Løvgreen i den forbindelse.

Dermed siger Alexandra nu farvel til Charlottenlund-boligen, som hun i 2017 købte for lige knap 10 millioner kroner af fodboldspiller Preben Elkjær.

Med flytningen kommer grevinden også tættere på sin ældste søn – 21-årige prins Nikolai, som hun også har fra sit tidligere ægteskab med prins Joachim – som i forvejen bor i det centrale København.

Sidste år frasagde Alexandra sig sin apanage i forbindelse med, at prins Felix i juli fyldte 18 år.